Kapitel 5 1 Fri leje
Lejen kan fastsættes frit efter parternes aftale i følgende lejeforhold:
-
1) Lejeforhold om beboelseslejligheder i ejendomme, der er taget i brug efter den 31. december 1991.
-
2) Lejeforhold om beboelseslejligheder, der den 31. december 1991 eller inden denne dato lovligt udelukkende benyttedes til eller lovligt var indrettet udelukkende til erhvervsformål, jf. reglerne i kapitel VII i den tidligere gældende lov om midlertidig regulering af boligforholdene.
-
3) Lejeforhold om nyindrettede beboelseslejligheder eller nyindrettede enkeltværelser i en tagetage, som den 1. september 2002 ikke var benyttet til eller registreret som beboelse. Det samme gælder lejligheder og enkeltværelser i nypåbyggede etager, hvortil der er givet byggetilladelse efter den 1. juli 2004. I forbindelse med indretning af boliger i tagetagen kan udlejeren med 6 ugers varsel råde over loftsrum, hvis der anvises lejeren andre rum, der er anvendelige til det aftalte formål.
Stk. 2 For lejeforhold omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, er det en betingelse for, at lejen kan fastsættes frit, at det fremgår af lejeaftalen, at lejemålet er omfattet af disse bestemmelser.
Stk. 3 Lejeforhøjelse for lejeforhold, hvor lejen fastsættes frit efter parternes aftale, jf. stk. 1, kan kræves på grundlag af aftale om regulering af lejen efter nettoprisindeks og kan gennemføres alene ved udlejerens skriftlige meddelelse herom til lejeren.
Stk. 4 Ved regulering af lejen efter stk. 3 finder § 53, stk. 3, tilsvarende anvendelse.
Stk. 5 § 54, stk. 5, som affattet ved § 1, nr. 6, i lov nr. 1311 af 27. september 2022, ophæves den 1. januar 2025, jf. § 3, stk. 3, i lov nr. 1311 af 27. september 2022. For lejemål med en aftalt regulering i henhold til stk. 3 finder § 53 a tilsvarende anvendelse.
Uenighed om lejeaftaler indgået i henhold til § 54 og om, hvorvidt en aftale indgået i medfør af § 54 er rimelig, jf. aftalelovens § 36, afgøres af huslejenævnet. Huslejenævnet afgør endvidere uenighed om udlejerens ret til at råde over arealer i tagetager efter § 54, stk. 1, nr. 3.