Licensbekendtgørelsen Kapitel 2

Denne konsoliderede version af licensbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om medielicens

Bekendtgørelse nr. 1580 af 27. december 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1029 af 1. september 2015, bekendtgørelse nr. 770 af 21. juni 2016, bekendtgørelse nr. 923 af 30. juni 2017, bekendtgørelse nr. 1230 af 25. oktober 2018, bekendtgørelse nr. 1238 af 26. november 2019, bekendtgørelse nr. 1609 af 12. november 2020 og bekendtgørelse nr. 1478 af 22. juni 2021

Kapitel 2 Medielicensens dækning mv.
§ 5

Medielicens betales af husstande for besiddelse af licenspligtige apparater, jf. § 1.

Stk. 2 En husstand omfatter i denne bekendtgørelse licensbetaleren, hans/hendes samlevende ægtefælle eller samlever i ægteskabslignende forhold og deres hjemmeboende børn uanset alder, såfremt disse er tilmeldt Folkeregisteret på samme adresse.

Stk. 3 En husstand, jf. stk. 2, omfatter endvidere licensbetalerens ægtefælle eller samlevende i ægteskabslignende forhold, der har folkeregisteradresse i botilbud og lignende oprettet i henhold til §§ 107 og 108 samt § 192 i lov om social service.

Stk. 4 Beboere i ældre- og handicapegnede boliger i henhold til lov om almene boliger m.v. samt beboere i kollegier og lignende betaler selvstændig medielicens, når de er i besiddelse af apparat(er) i egen bolig.

Stk. 5 Husstande, hvor alle beboere er under 18 år, betaler ikke medielicens uanset besiddelsen af licenspligtige apparater.

§ 6

Medielicens betales af husstande for besiddelse af licenspligtige apparater i:

  • 1) bolig(er),

  • 2) fritidsbolig(er),

  • 3) biler og

  • 4) både.

Stk. 2 Desuden dækker medielicensen besiddelse af apparater medbragt uden for hjemmet, jf. stk. 1, medmindre brugeren af apparatet har folkeregisteradresse uden for hjemmet og er fyldt 18 år.

§ 7

Beboere i botilbud og lignende oprettet i henhold til §§ 107 og 108 samt § 192 i lov om social service betaler medielicens for apparater i beboerens egen bolig, såfremt de har folkeregisteradresse i botilbuddet mv. og er fyldt 18 år, jf. § 6, stk. 2.

Nedsættelser og fritagelser for medielicens
§ 8

Apparater, jf. § 1, i lokaler i erhvervsvirksomheder, institutioner, foreninger mv. er ikke licenspligtige. For apparater i lokaler, der samtidigt anvendes af en husstand, skal der betales medielicens jf. § 2, stk. 1.

Stk. 2 Apparater som angivet i § 1, stk. 2, nr. 2 og 3, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren til brug uden for arbejdspladsen er ikke licenspligtige, såfremt apparaterne udelukkende anvendes af den ansatte til arbejdsrelaterede formål. DR kan kræve dokumentation for ovennævnte forhold af husstanden og af arbejdsgiveren.

§ 9

Apparater efter § 1, stk. 2, nr. 2 og 3, som er stillet til rådighed af erhvervsvirksomheder, institutioner, foreninger mv. i gæsteboliger og lignende, der vederlagsfrit stilles til rådighed til midlertidigt ophold, er ikke licenspligtige, medmindre indehaveren/brugeren af et licenspligtigt apparat er tilmeldt folkeregistret på den pågældende adresse. DR Licens kan kræve dokumentation for ovennævnte forhold af erhvervsvirksomheden, institutionen, foreningen mv.

§ 10

Pensionister er efter ansøgning til DR Licens berettiget til nedsættelse til halv medielicens, hvis pensionisten har en personlig tillægsprocent på 100, jf. § 31, stk. 3 i lov om social pension eller § 29, stk. 3 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 2 Nedsættelse efter stk. 1 har virkning fra det tidspunkt betingelserne herfor er opfyldt, dog tidligst fra det tidspunkt DR Licens har modtaget ansøgningen.

Stk. 3 Nedsættelsen bortfalder, såfremt den i stk. 1 stillede betingelse ikke længere er opfyldt. Pensionisten har pligt til at give DR Licens meddelelse herom.

Stk. 4 Skema til ansøgning om nedsættelse af medielicens fås i ansøgerens kommune samt på www.dr.dk/licens.

§ 11

Blinde og stærkt svagtseende personer er efter ansøgning til DR Licens berettiget til fritagelse for medielicens, såfremt de bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller stærkt svagtseende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk Blindesamfund.

Stk. 2 Fritagelse efter stk. 1 har virkning fra det tidspunkt betingelserne herfor er opfyldt, dog tidligst fra det tidspunkt DR Licens har modtaget ansøgningen.

Stk. 3 Blinde og stærkt svagtseende personer, der er fritaget for medielicens i henhold til tidligere, nu ophævede bestemmelser, vil fortsat være fritaget for medielicens, jf. stk. 1.

Stk. 4 Beboere i boformer oprettet i henhold til §§ 109 og 110 i lov om social service er fritaget for licens, såfremt de er i besiddelse af licenspligtige apparat(er).

§ 12

Diplomatiske og konsulære repræsentationers egne statsborgere er fritaget for medielicens. Andre udenlandske statsborgere, der er tilknyttet internationale organisationer, med hvilke der er indgået en værtsaftale med Danmark, er ligeledes fritaget for licens.

Stk. 2 Det er en betingelse for fritagelse efter stk. 1, at vedkommende udenlandsk statsborger ikke er registreret i Folkeregistret/CPR.

Stk. 3 DR Licens kan forlange dokumentation for statsborgerskab og ansættelsesforhold.

Til- og afmelding
§ 13

Indehaveren/brugeren af et apparat skal til DR Licens inden 14 dage efter erhvervelsen/ibrugtagningen af et licenspligtig apparat, med mindre brugeren/indehaveren i forvejen betaler medielicens, oplyse:

  • 1) fulde navn,

  • 2) personnummer,

  • 3) adresse og eventuelt opkrævningsadresse og

  • 4) dato for erhvervelse/ibrugtagning.

Stk. 2 Ved tilmelding kan medielicens for den resterende del af licensperioden reguleres særskilt eller ved førstkommende ordinære opkrævningstermin.

Stk. 3 Hvis tilmelding ikke er sket rettidigt, beregnes efterbetaling med de licenssatser, der er gældende på det tidspunkt, hvor licenspligten konstateres. DR Licens kan se bort herfra ved kortvarig forsinkelse af tilmelding.

Stk. 4 Beløb under 50 kr. for lidt betalt medielicens opkræves ikke.

§ 14

Afmelding, jf. § 4, skal ske skriftligt til DR Licens. Afmelding har tidligst virkning fra den dag, DR Licens modtager afmeldingen.

Stk. 2 Ved afmelding tilbagebetales for meget betalt medielicens. Beløb under 50 kr. tilbagebetales dog ikke.

§ 15

Tilmelding og afmelding kan ske via internettet på adressen www.dr.dk/licens. Tilmeldings- og afmeldingsblanketter for medielicens kan også fås hos DR Licens, DR Byen, Emil Holms kanal 20, 0999 København C, tlf. 70 20 13 13.

§ 16

Indtræder pligten til at betale medielicens i løbet af en måned, betales der en forholdsmæssig andel af den medielicens, som er nævnt i § 2, stk. 1.

Stk. 2 Licensbetalere kan i forbindelse med tilmelding eller senere selv vælge betalingsmåned. Licensbetalere kan ligeledes i forbindelse med tilmelding eller senere vælge at ændre betalingsperioden, så medielicens i stedet betales månedligt forud med den licens, som er nævnt herfor i § 2, jf. dog § 18, stk. 2. Ændring af betalingsperioden kan tidligst finde sted med virkning fra udgangen af den igangværende betalingsperiode.

Stk. 3 Medmindre licensbetaleren selv vælger en anden betalingsmåned, jf. stk. 2, 1. pkt., fastsættes denne på baggrund af tilmeldingsdatoen. Medmindre licensbetaleren selv vælger en anden betalingsperiode, jf. stk. 2, 2. pkt., fastsættes denne til halvårlig betaling, jf. § 2, stk. 3.