Ejere, andelshavere og lejere, der udlejer eller fremlejer en del af værelserne i en helårsbolig til beboelse, eller som udlejer eller fremlejer hele boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 10.000 kr. (2010-niveau) i bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Bundfradraget udgør dog 25.550 kr. (2010-niveau), hvis der sker indberetning af lejeindtægten efter regler udstedt i medfør af skatteindberetningslovens § 43 eller oplysninger om lejeindtægten er modtaget af told- og skatteforvaltningen ved udveksling af oplysninger efter artikel 8ac, stk. 2, i direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF med senere ændringer eller tilsvarende aftale om udveksling af oplysninger. Ved en helårsbolig forstås hele eller en del af en fast ejendom, der tjener til ejerens, andelshaverens eller lejerens helårsbolig. Bundfradraget kan ikke overstige bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Endvidere kan der af den del af lejeindtægten, der overstiger bundfradraget, fradrages 40 pct. Vælger en ejer at foretage fradrag efter 1. og 2. pkt., kan der ikke foretages fradrag og afskrivninger efter stk. 3. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis helårsboligen har flere ejere, andelshavere eller lejere, fordeles bundfradraget i ejerboliger efter ejerandel, i andelsboliger efter den pågældende andelshavers andel af boligafgiften og i lejeboliger efter den pågældende lejers andel af lejeudgiften. For ejere er det en betingelse, at der er tale om en ejendom, der er omfattet af ejendomsskattelovens § 3. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse på helårsboliger, der af den skattepligtige anvendes som fritidsbolig.
Stk. 2 Vælger en ejer at foretage fradrag efter stk. 1, medregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsskatteloven for hele indkomståret.
Stk. 3 Anvendes reglerne i stk. 1 og 2 ikke, kan ejere, andelshavere og lejere fradrage de faktiske udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og inventar, foretage skattemæssige afskrivninger efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler som nævnt i afskrivningslovens kapitel 2 og fradrage ejendomsskatter efter § 14, stk. 3. Fradrag kan foretages med så stor en del, som svarer til enten den udlejede eller fremlejede del af boligen eller til den periode, hvor udlejning har fundet sted. Det samlede fradragsbeløb kan ikke overstige bruttolejeindtægten. Foretages fradrag efter dette stykke, kan der ikke senere overgås til fradrag efter stk. 1. Er § 15 P, stk. 3, tidligere blevet anvendt ved udlejningen, kan ejeren, andelshaveren eller lejeren ikke vælge opgørelse efter stk. 1 og 2.
Stk. 4 Ønsker ejere, andelshavere og lejere i et indkomstår at anvende både stk. 1 og 2 og § 15 P, stk. 1 og 2, på samme bolig, skal der foretages en forholdsmæssig opgørelse af bundfradragene i forhold til indkomståret. Det samlede bundfradrag opgjort efter 1. pkt. kan ikke overstige det højeste bundfradrag opgjort efter enten stk. 1 og 2 eller § 15 P, stk. 1 og 2.