Vederlag, som en person modtager ved afhændelse af et forsknings- eller udviklingsarbejde, kan medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst inden for en 10-års-periode, der begynder med det indkomstår, hvori afhændelsen sker. Det er en betingelse, at afhændelsen sker til et aktie- eller anpartsselskab med henblik på en videreudvikling af ovennævnte arbejde, og at hele vederlaget ydes i form af aktier eller anparter i det nævnte selskab.
Stk. 2 Den skattepligtige bestemmer selv, hvor stor en del af vederlaget der skal medregnes i indkomsten for det enkelte år inden for 10-års-perioden, jf. dog stk. 3 og 4. Beløb, der er medregnet i indkomsten for ét år, kan ikke senere overføres til et andet år. Ved afgivelsen af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 skal der gives oplysning om den del af vederlaget, der endnu ikke er medregnet i den skattepligtige indkomst.
Stk. 3 Ved afståelse af de i stk. 1 nævnte aktier eller anparter skal en til afståelsen svarende forholdsmæssig del af vederlaget være medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst senest for det indkomstår, hvori afståelsen sker.
Stk. 4 Ophører den skattepligtiges skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller bliver den skattepligtige efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal vederlag som nævnt i stk. 2, 3. pkt., medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori indkomstskattepligten ophører, eller hvor der sker flytning af det skattemæssige hjemsted.