Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke værdien af sædvanlige ydelser, der udføres inden for privatsfæren som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement (familie- og vennetjenester). Ydelserne må ikke
-
1) være af kommerciel karakter,
-
2) indgå i organiseret byttehandel,
-
3) bestå i forud aftalt udveksling af ydelser eller
-
4) inkludere betaling med kontanter eller andre likvide midler.
Stk. 2 Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke vederlag til en person under 16 år som betaling for arbejde for en privat hvervgiver udført i eller i tilknytning til dennes private hjem.
Stk. 3 Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke vederlag for arbejde for en privat hvervgiver udført i eller i tilknytning til dennes private hjem til en person, der opfylder alderskravet i lov om social pension til at kunne få folkepension. Det er en betingelse, at arbejdet ikke udføres som et led i erhvervsmæssig virksomhed eller indberettes som fradragsberettiget ydelse af en privat hvervgiver efter reglerne i § 8 V. Vederlag efter 1. pkt., der inden for et indkomstår overstiger et grundbeløb på 10.000 kr. (2010-niveau), medregnes dog til den skattepligtige indkomst med den del af vederlaget, der overstiger grundbeløbet. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.