Ligningsloven § 8B

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 3. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 712 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 722 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 107 af 31. januar 2024, lov nr. 109 af 31. januar 2024, lov nr. 122 af 6. februar 2024, lov nr. 328 af 9. april 2024, lov nr. 482 af 22. maj 2024, lov nr. 616 af 11. juni 2024, lov nr. 684 af 11. juni 2024, lov nr. 1472 af 10. december 2024, lov nr. 1654 af 30. december 2024, lov nr. 1655 af 30. december 2024, lov nr. 1691 af 30. december 2024, lov nr. 1692 af 30. december 2024 og lov nr. 16 af 14. januar 2025

§ 8B

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan udgifter, som afholdes til forsøgs- og forskningsvirksomhed i tilknytning til den skattepligtiges erhverv, bortset fra udgifter til efterforskning efter råstoffer, jf. stk. 2, efter den skattepligtiges valg enten fradrages fuldt ud i det indkomstår, hvori de er afholdt, eller afskrives med lige store årlige beløb over dette og de følgende 4 indkomstår. Det samme gælder udgifter til grundforskning, der afholdes af en igangværende virksomhed. Hvis udgifter som nævnt i 1. pkt. er afholdt, før den skattepligtige påbegyndte erhvervet, kan udgifterne først fradrages i det indkomstår, hvori erhvervet er påbegyndt, eller afskrives som anført fra og med dette indkomstår, medmindre der er tale om et aktie- eller anpartsselskab. Told- og skatteforvaltningen kan dog tillade, at udgifterne fradrages eller afskrives som anført før påbegyndelsen af erhvervet.

Stk. 2 Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, som afholdes til efterforskning efter råstoffer i tilknytning til den skattepligtiges erhverv. Hvis udgifterne er afholdt, før den skattepligtige påbegyndte erhvervet, afskrives udgifterne dog med lige store årlige beløb over 5 år fra og med det indkomstår, hvori erhvervet blev påbegyndt. Det samme gælder, hvis udgifterne i det indkomstår, hvori de er afholdt, overstiger 30 pct. af den skattepligtiges overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed, opgjort uden fradrag og afskrivning efter dette stykke, men med tillæg af renteudgifter og valutakurstab og med fradrag af rente- og udbytteindtægter, samt valutakursgevinst, som indgår i opgørelsen af overskuddet. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at udgifter som omhandlet i 2. pkt. fradrages eller afskrives før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå efterforskningen tager sigte. Når omstændighederne taler derfor, kan told- og skatteforvaltningen desuden tillade, at udgifter som omhandlet i 3. pkt. fradrages på én gang.

Stk. 3 Uanset stk. 1 og 2 kan udgifter til anskaffelse af maskiner, inventar og lignende driftsmidler, skibe og fast ejendom kun fradrages eller afskrives efter lov om skattemæssige afskrivninger m.v.

Stk. 4 Fradrag eller afskrivninger efter stk. 1 kan for udgifter afholdt i indkomstårene 2018 og 2019 foretages med et beløb svarende til 101,5 pct. af den afholdte udgift, for indkomståret 2020 med 103 pct., for indkomstårene 2021 og 2022 med 105 pct. og for indkomstårene 2023-2025 med 108 pct. For indkomstårene 2020-2022 kan der ud over fradrag eller afskrivninger efter 1. pkt. foretages fradrag eller afskrivninger på 27 pct. for indkomståret 2020 og 25 pct. for indkomstårene 2021 og 2022 af udgiften. Fradrag eller afskrivninger som nævnt i 1. pkt. kan for indkomståret 2026 foretages med et beløb svarende til 114 pct. af den afholdte udgift, for indkomståret 2027 med et beløb svarende til 116 pct. af den afholdte udgift og fra og med indkomståret 2028 med et beløb svarende til 120 pct. af den afholdte udgift. Fradrag eller afskrivninger efter 2. pkt. og fradrag efter afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3, 3. pkt., kan højst foretages for samlede udgifter på 845 mio. kr. i indkomståret 2020 og 910 mio. kr. i indkomstårene 2021 og 2022. Fradrag eller afskrivning efter 3. pkt. og fradrag efter afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., kan højst foretages for samlede udgifter på 793 mio. kr. (2010-niveau). Udgifter over loftet i 5. pkt. kan fra og med indkomståret 2026 fradrages med 110 pct. Begrænsningerne efter 4. og 5. pkt. gælder samlet for sambeskattede selskaber i samme koncern, idet den samlede begrænsning fordeles forholdsmæssigt mellem de sambeskattede selskabers udgifter omfattet af 4. og 5. pkt. Grundbeløbet i 5. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20, dog således at det regulerede beløb afrundes opad til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.000.