Når kriminalforsorgsområdet træffer afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse, skal der gøres notat om begrundelsen for den trufne afgørelse. Begrundelsen skal opfylde kravene til begrundelsen for en afgørelse, jf. forvaltningslovens § 24. Notatet skal endvidere indeholde oplysning om,
-
1) dato for hvornår afgørelsen er meddelt den indsatte,
-
2) at den indsatte er vejledt om muligheden for at indbringe spørgsmålet for Direktoratet for Kriminalforsorgen i de tilfælde, hvor dette fremgår af § 37, stk. 2-5, og om fristen for at indgive klage, jf. § 37, stk. 6, og
-
3) hvorvidt den indsatte ved afgørelsens meddelelse har tilkendegivet, at spørgsmålet ønskes indbragt for Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 2 Når kriminalforsorgsområdet træffer afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, herunder under henvisning til, at prøveløsladelse ikke kan ske, jf. straffelovens § 38, stk. 5, skal notatet endvidere indeholde oplysning om, at den indsatte er vejledt om, at den endelige administrative afgørelse om prøveløsladelse kan kræves indbragt for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6.
Stk. 3 Den indsatte skal efter anmodning have udleveret det notat, der er udfærdiget efter stk. 1-2.