En EGTS med hjemsted i Danmark er pligtig og eneberettiget til i sit navn at benytte betegnelsen »europæisk gruppe for territorialt samarbejde« eller forkortelser, der er dannet deraf.
Stk. 2 Navnet på en EGTS med hjemsted i Danmark skal tydeligt adskille sig fra navnet på andre virksomheder, der er registreret i Erhvervsstyrelsen. I navnet må ikke optages slægtsnavn, firma, særegent navn på fast ejendom, varemærke, forretningskendetegn og lign., der ikke tilkommer EGTS’en, eller noget, som kan forveksles hermed.
Stk. 3 Navnet på en EGTS med hjemsted i Danmark må ikke være egnet til at vildlede. Navnet må ikke indeholde angivelse af foretagender, der ikke står i forbindelse med EGTS’ens formål. Angiver navnet en bestemt virksomhed, må det ikke bibeholdes uforandret, når virksomhedens art væsentligt forandres.
Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på binavne for en EGTS med hjemsted i Danmark. Ved benyttelse af binavnet skal EGTS’ens hovednavn tilføjes binavnet i parentes.
Stk. 5 En EGTS med hjemsted i Danmark skal på breve og andre forretningspapirer samt på sin hjemmeside angive navn, hjemsted (hovedkontor) og registreringsnummer.