Holdighedsstemplet skal på en tydelig måde angive varens holdighed i promille.
Stk. 2 Indeholder varer af sølv mindst 925 promille sølv, kan holdigheden dog angives alene ved betegnelsen Sterling.
Stk. 3 Varer af uædle metaller, der er påført et lag af ædle metaller, må ikke påføres et holdighedsstempel, men skal beskrives med betegnelser, der beskriver varens karakter.
Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om holdighedsstempling af varer efter stk. 3, om, hvornår det er tilladt at anvende dele af uædelt metal eller ikkemetalliske materialer i varer af ædle metaller, og om, hvilke betegnelser der må anvendes ved markedsføring af varer påført et lag af ædle metaller.