Lov om ægtefællers økonomiske forhold Kapitel 14

Denne konsoliderede version af lov om ægtefællers økonomiske forhold er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 548 af 30. maj 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019,
som ændret ved lov nr. 962 af 26. juni 2020 og lov nr. 1687 af 30. december 2024

Kapitel 14 1 Udtagelse af aktiver
§ 48

Hver ægtefælle kan efter vurdering udtage aktiver, der helt eller delvis indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.

Stk. 2 Anmoder begge ægtefæller om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Uanset stk. 2 udtager den anden ægtefælle et aktiv, hvis aktivet for denne har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet eller fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Retten til at udtage et aktiv efter 1. pkt. omfatter følgende aktiver:

  • 1) Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.

  • 2) Fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.

  • 3) Fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig.

  • 4) Indbo i fælles hjem og fritidsbolig.

  • 5) Løsøre, der særlig har tjent den pågældende ægtefælles behov.

  • 6) Erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.

  • 7) Transportmidler.

Stk. 4 Stk. 3 gælder også ved udtagelse af aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.

§ 49

En ægtefælle kan udtage aktiver, selv om værdien overstiger det beløb, der tilfalder denne ægtefælle efter § 26. Det manglende beløb skal betales kontant.

Stk. 2 Skifteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at beløbet kan betales over en kortere periode, og skifteretten kan fastsætte vilkårene herfor.

§ 50

I det omfang pensionsrettigheder indgår i formuedelingen, skal hver ægtefælle udtage sine egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves. § 46, stk. 2 og 3, og § 47 gælder også ved udtagelse af disse pensionsrettigheder.