Lov om ægtefællers økonomiske forhold § 54

Denne konsoliderede version af lov om ægtefællers økonomiske forhold er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 548 af 30. maj 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019,
som ændret ved lov nr. 962 af 26. juni 2020 og lov nr. 1687 af 30. december 2024

Regulerings- og misbrugskrav ved den længstlevende ægtefælles overtagelse af delingsformuen til uskiftet bo
§ 54

Overtager den længstlevende ægtefælle helt eller delvis delingsformuen til uskiftet bo, og efterlod førstafdøde sig formue, som ikke indgår i formuedelingen, gælder følgende om regulerings- og misbrugskrav:

  • 1) Har den længstlevende ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 38, kan ægtefællen kræve beløbet overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.

  • 2) Havde den førstafdøde ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 39, kan dødsboet kræve beløbet overført fra det uskiftede bo til den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet kan dog ikke overstige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo.

  • 3) En længstlevende ægtefælle, der har krav efter § 40, kan kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.