Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der kun modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, kan vælge at anmelde sig som varemodtager hos told- og skatteforvaltningen, jf. § 1, stk. 5 og 6. Virksomheder, der driver mellemhandel med varer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ligeledes registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der kun fremstiller konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater af varer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ikke registreres som oplagshaver.
Stk. 2 Registreringen som oplagshaver er betinget af, at virksomheden fører almindelige forretningsbøger, og at virksomhedens lokaler godkendes af told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen kan inddrage registreringen, såfremt de i stk. 2 nævnte betingelser ikke længere er til stede. Hvis en virksomhed ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, jf. § 11 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., kan told- og skatteforvaltningen endvidere inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er stillet sikkerhed.
Stk. 4 Virksomheder, der fra et andet EU-land sælger eller formidler salg af varer ved fjernsalg her til landet, hvoraf virksomheden er betalingspligtig for dansk moms, og hvor der af varen skal betales afgift efter denne lov, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Dog finder § 2, stk. 2, også anvendelse for virksomheder omfattet af 1. pkt.