Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 6 og 7, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.
Stk. 2 Bestemmelsen om skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret i § 5, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv. finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af, at størrelsen af det afgiftsbeløb, der påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens målere.
Stk. 3 For afgiftspligtige, der ikke er omfattet af stk. 1, sker angivelsen og betalingen efter reglerne i § 9, stk. 2-4, i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv., jf. dog § 18, stk. 2. Opgørelsen af det afgiftspligtige svovlindhold sker efter bestemmelsen i § 6, stk. 5.