Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance mv.
Stk. 2 Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.
Stk. 3 Det i stk. 1 nævnte materiale skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.
Stk. 4 Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb og salg af varer med et afgiftspligtigt indhold af svovl til virksomheden.
Stk. 5 Told- og skatteforvaltningen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.
Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber mv. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.