Af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter § 1, stk. 1, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele i en koncentration på over 1 vægtprocent, betales ved indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 17, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2-6 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3 Ved modtagelse af varer fra andre EU-lande betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Bestemmelserne i lovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2-6 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4 Afgiften betales efter afgiftssatsen i § 1, stk. 2, på grundlag af vægten af de afgiftspligtige bestanddele.
Stk. 5 Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af varer som nævnt i stk. 1 skal vægten af de afgiftspligtige bestanddele angives, og en erklæring herom fra fabrikanten skal fremlægges. Fremlægges fabrikanterklæringen ikke, beregnes afgiften på grundlag af den fulde vægt af varen.