Uddannelses- og forskningsministeren opretter og fører et offentligt register over rumgenstande. Registeret skal indeholde oplysninger om rumgenstande, der sendes i kredsløb om jorden eller længere ud i det ydre rum, og for hvilke Danmark er opsendende stat.
Stk. 2 Hvis både Danmark og en eller flere stater, som er omfattet af konvention af 14. januar 1975 om registrering af genstande, der sendes ud i det ydre rum, betragtes som opsendende stater, registrerer uddannelses- og forskningsministeren rumgenstanden, når det er bestemt i en aftale mellem de berørte stater.
Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren videreformidler oplysninger til FN's generalsekretær som fastsat i konventionen, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 4 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler om det offentlige register over rumgenstande og hvilke oplysninger operatøren skal indberette til brug for registrering.