Kapitel 7 1 Beredskab
De kompetente danske myndigheder varetager den offentlige sikkerhed og orden samt beredskabsmæssige forhold under anlæg og drift af den faste forbindelse over Femern Bælt. De kompetente danske myndigheder skal i nødvendig udstrækning samarbejde med de kompetente tyske myndigheder.
Stk. 2 Femern A/S skal inden åbningen af den faste forbindelse over Femern Bælt udarbejde et sikkerhedskoncept for opgavevaretagelsen efter stk. 1, herunder om samarbejdet mellem selskabet og de kompetente danske og tyske myndigheder og om planer for mulige nødsituationer.
Stk. 3 Transportministeren kan efter forhandling med relevante myndigheder fastsætte regler om varetagelsen af den offentlige sikkerhed og orden samt beredskabsmæssige forhold, jf. stk. 1.