Lov om arbejderboliger på landet Kapitel III

Denne konsoliderede version af lov om arbejderboliger på landet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 449 af 23. september 1947,
jf. lovbekendtgørelse nr. 778 af 23. juni 2016

Kapitel III Bestemmelser vedrørende arbejderboliger, der er oprettet i henhold til de før 1. april 1971 gældende love om opførelse af arbejderboliger på landet
A. Bestemmelser om jordrente

Særlige bestemmelser for jordrentelodder
§ 10

For arealer der før 1. april 1967 er afhændet på jordrentevilkår i henhold til de hidtil gældende regler, gælder reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2 Jordrenten, der betales hver 11. juni og 11. december termin, er 2 pct. af jordens grundværdi ved den senest almindelige vurdering.

Stk. 3 Efter hver vurdering betales jordrenten af den ny grundværdi, første gang i den anden termin efter at vurderingen er foretaget.

Stk. 4 Jordrenten vedbliver at påhvile ejendommen uanset ejerskifte. Afløsning af jordrenten kan finde sted efter reglerne i § 11.

Afløsning af jordrente
§ 11

Ejere af arbejderboliger, der er pålagt jordrente, kan over for miljø- og fødevareministeren kræve jordrenten afløst mod en afløsningssum.

Stk. 2 Afløsningssummen er kontantgrundværdien efter fradrag for forbedringer ved den senest foreliggende almindelige vurdering, herunder årsomvurdering, med eventuel årsregulering.

Stk. 3 Henvisningen til § 37 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. er forkert da den lov er ophævet, jf. § 29, nr. 2 i LOV nr 535 af 24/06/2005. Såvel ejeren som miljø- og fødevareministeren kan gøre indsigelse mod, at afløsningssummen fastsættes efter reglerne i stk. 2. Fremsættes sådan indsigelse, finder de regler anvendelse, som er fastsat i forskrifter udstedt i medfør af § 37 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m.

Stk. 4 Afløses jordrenten, har ejeren ret til med samme prioritetsstilling straks eller senere at tinglyse lån af offentlige eller private midler til et beløb svarende til en afløsningssum beregnet efter reglen i stk. 2. Tinglysning kan ske uden samtykke fra andre rettighedshavere i ejendommen, jf. dog med hensyn til renter tinglysningslovens § 40, stk. 5. Tinglysningslovens § 40, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 De ejendomme, der er pålagt jordrenteforpligtelse, må ikke udstykkes, ændres ved arealoverførsel eller sammenlægges med anden ejendom uden ministerens tilladelse.

Stk. 6 Notering om jordrenteforpligtelse slettes ved ministerens meddelelse til tinglysningsmyndigheden, når jordrenten afløses. Miljø- og fødevareministeren underretter Geodatastyrelsen herom.

§§ 11a-17

(Ophævet)

B. Almindelige bestemmelser vedrørende arbejderboliger, der er opført for arbejderens regning
§ 18

Ejeren er forpligtet til selv at bebo ejendommen, indtil noteringen slettes i medfør af § 19 eller § 19 a. Boligen kan dog udlejes en gang for en periode af højst 2 år, uden at statslånene forfalder til indfrielse, jf. § 19 a, hvis ejeren på grund af tidsbegrænset beskæftigelse andetsteds midlertidigt må tage ophold uden for hjemstedet.

Stk. 2 Ejendommen skal stedse holdes i ordentlig stand; bygningerne skal være brandforsikrede for deres fulde værdi i et af Justitsministeriet godkendt brandforsikringsselskab.

§ 18a

(Ophævet)

§ 18b

Miljø- og fødevareministeren kan pålægge den til enhver tid værende ejer af ejendommen at afhjælpe forefundne mangler ved ejendommen eller dennes anvendelse samt at berigtige forhold, der er foretaget i strid med bestemmelsen i § 18, stk. 2.

Stk. 2 Såfremt ejeren væsentligt misligholder de i § 18 nævnte forpligtelser, kan miljø- og fødevareministeren kræve, at statslånene straks forfalder til betaling.

§ 19

Ejendommene skal i matriklen betegnes som arbejderboliger efter denne lov. For ejendomme, hvoraf der svares jordrente, sker tilføjelse herom.

Stk. 2 I tingbogen skal der ske notering om, at ejendommene er undergivet de i denne lov fastsatte vilkår.

Stk. 3 Notering i matrikel og tingbog i henhold til stk. 1, 1. pkt. og stk. 2 samt de for ældre ejendomme foretagne noteringer kan slettes, når der er forløbet 20 år efter indfrielse af statslån. Notering kan endvidere slettes, når der er forløbet 35 år fra tinglysning af pantebrev for det til boligens opførelse ydede byggelån, og statslånenes restgæld er indfriet. Notering om jordrentesvarelse kan alene slettes i medfør af § 11. Notering slettes ved ministerens meddelse til tinglysningsmyndigheden. Geodatastyrelsen underrettes herom.

§ 19a

Ejeren kan desuden kræve, at noteringen i matrikel og tingbog slettes, og at ejendommen frigøres for rådighedsindskrænkningerne efter denne lov mod indbetaling af

  • a) de i ejendommen indestående statslån,

  • b) et beløb beregnet som forskellen mellem de rentebeløb, som er betalt efter ejendommens oprettelse, og de, der skulle være betalt, såfremt lånene var blevet forrentet fuldt ud,

  • c) et tillæg af rentes rente af renteefterbetalingen, beregnet på grundlag af den i pantebrevet fastsatte rentefod og

  • d) et beløb svarende til 12 pct. af ejendomsværdien ifølge den senest foreliggende offentlige ejendomsvurdering (almindelig vurdering, årsomvurdering, årsregulering).

Stk. 2 Når der er forløbet 30 år fra tinglysningen af statslånet, ophører tilskrivningen af rentes rente, jf. stk. 1, litra c. De i stk. 1, litra c og d, anførte beløb nedsættes fra samme dato med 1/6 pr. år.

Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren kan kræve forrentning af de i stk. 1, litra b og c, nævnte beløb.

Stk. 4 Den særlige notering om jordrenteforpligtelse slettes ved ministerens foranstaltning, når jordrenten afløses.

§ 20

Ejeren er forpligtet til at give den eller dem, som miljø- og fødevareministeren bemyndiger dertil, adgang til at føre tilsyn med, at de i henhold til loven pålagte forpligtelser overholdes, og til at optage syn over ejendommen.

§ 21

En arbejderbolig må ikke udstykkes, ændres ved arealoverførsel eller sammenlægges med anden ejendom uden ministerens tilladelse.

Stk. 2 Endelig adkomst på en arbejderbolig kan kun tinglyses med ministerens tilladelse. Dette gælder dog ikke ved en efterlevende ægtefælles overtagelse af ejendommen efter reglerne om skifte af dødsboer.

§ 22

Ved ejerskifte forfalder de i ejendommen indestående lån til indfrielse. Lånene kan dog overtages på uændrede vilkår ved en efterlevende ægtefælles overtagelse af ejendommen efter reglerne om skifte af dødsboer.

Stk. 2 Indfrielse sker ved betaling af de i § 19 a omhandlede beløb. For lån ydet i medfør af lov nr. 139 af 13. april 1938 og lov nr. 149 af 13. marts 1943 sker indfrielse dog alene ved betaling af de i § 19 a, stk. 1, litra a, omhandlede beløb.

Stk. 3 For statslån, for jordrenteforpligtelse (kapitaliseret til den ved overdragelsen gældende jordrenteværdi) eller for renteefterbetaling kan køberen ikke bindende i forhold til sælgeren overtage tilsvar ud over herfor i overdragelsesdokumentet angivne beløb af den vedtagne købesum for ejendommen. Hvad køberen herefter måtte have erlagt for meget, kan han efter eget valg kræve refunderet af sælgeren ved kontant betaling eller ved afskrivning på gældsmellemværendet.

§§ 22a-23

(Ophævet)

§ 24

For renter, afdrag og andre krav på låntagere efter denne lov har staten udpantningsret.

§ 25

(Ophævet)

§ 26

Såfremt staten efter retsforfølgning skrider til salg af en ejendom, kan denne bortsælges fri for de i denne lov indeholdte indskrænkninger.

§§ 27-29a

(Ophævet)

C. Almindelige bestemmelser vedrørende arbejderboliger, der er opført for landmandens regning
§ 30

(Ophævet)

§ 31

Ejendommene er omfattet af reglerne i §§ 19 og 19 a samt § 21, stk. 2.

Stk. 2 Så længe der indestår statslån i ejendommene, gælder bestemmelserne i § 18, stk. 2, § 18 b, § 20, § 21, stk. 1, § 22, § 24 og § 26. Det i henhold til § 22, stk. 2, jf. § 19 a, stk. 1, litra d, anførte beløb skal dog ikke indfries, hvis arbejderboligen afhændes sammen med hovedejendommen.

§ 32

Disse boliger skal af ejeren holdes udlejet i overensstemmelse med reglerne i kap. VI og VII.

§ 33

(Ophævet)