Lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland Kapitel 13

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1534 af 19. december 2017,
som ændret ved lov nr. 413 af 23. april 2024

Kapitel 13 1 Indgreb
§ 26

Forsvarsministeren eller den myndighed, som ministeren bemyndiger dertil, og politiet kan mod behørig legitimation uden retskendelse foretage de undersøgelser af et skib, der er nødvendige for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet, hvis der fra skibet er sket eller er fare for udtømning, som er i strid med loven eller regler fastsat i medfør heraf, eller som omfattes af § 43.

Stk. 2 Forsvarsministeren eller den myndighed, som ministeren har bemyndiget dertil, har herunder adgang til at fotografere, kopiere eller medtage dokumenter og medtage andre genstande uden vederlag. Kvittering for medtagne genstande skal udleveres.

Stk. 3 Undersøgelser efter stk. 1 må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for skibet.

§ 27

Miljø- og fødevareministeren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer, hvis der fra skibet er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller regler fastsat i medfør heraf, eller som omfattes af § 43, og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet eller luften.

Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end de i stk. 1 nævnte, hvis dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet eller betydelig luftforurening.

Stk. 3 Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1 og 2 skal snarest muligt meddeles føreren af skibet eller ejeren eller brugeren af skibet. Forbud eller påbud kan meddeles mundtligt, men skal snarest muligt efterfølgende meddeles skriftligt med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde sted.

Stk. 4 Miljø- og fødevareministeren kan offentliggøre oplysninger om et skibs tilbageholdelse, herunder om navnet på skibets klassifikationsselskab og begrundelsen for tilbageholdelsen. Offentliggørelse kan ske digitalt.

§ 28

Forsvarsministeren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer, hvis der fra skibet er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller regler fastsat i medfør heraf, eller som omfattes af § 43, og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

Stk. 2 Forsvarsministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end de i stk. 1 nævnte, hvis dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader på havmiljøet.

Stk. 3 Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1 og 2 skal snarest muligt meddeles føreren af skibet eller ejeren eller brugeren af skibet. Forbud eller påbud kan meddeles mundtligt, men skal snarest muligt efterfølgende meddeles skriftligt med oplysninger om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde sted.

Stk. 4 Forsvarsministeren kan bemyndige Naalakkersuisut til tillige at udøve de i stk. 1 nævnte beføjelser.

§ 29

Miljø- og fødevareministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om anvendelsen af §§ 27 og 28.

§ 30

Hvis der er sket eller er fare for udtømning, som er i strid med loven eller regler fastsat i medfør heraf, eller som omfattes af § 43, og dette medfører udgifter til beredskabs- eller bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige forholdsregler bæres af skibets eller luftfartøjets ejere.

Stk. 2 Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte udgifter, som skibets eller luftfartøjets ejere skal afholde.

Stk. 3 Forsvarsministeren kan pålægge ejeren af et skib eller et luftfartøj at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter og bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.