Lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1534 af 19. december 2017,
som ændret ved lov nr. 413 af 23. april 2024

Kapitel 6 1 Ballastvand og sedimenter
§ 15

Ved ballastvand forstås i denne lov vand, der tages om bord på et skib for at regulere skibets styrlast, slagside, dybgang, stabilitet eller spændinger.

Stk. 2 Ved sedimenter forstås i denne lov bundfald fra et skibs ballastvand.

Stk. 3 Ved godkendt anlæg forstås i dette kapitel anlæg til behandling af ballastvand typegodkendt i henhold til § 17.

Stk. 4 Anlæg, der er godkendt af en hertil udpeget myndighed eller virksomhed i en stat, som har tiltrådt konventionen om kontrol og behandling af skibes ballastvand og sedimenter, sidestilles med anlæg godkendt efter § 17.

§ 16

Udtømning af ballastvand må kun finde sted i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler fastsat i medfør af dette kapitel. Behandling af ballastvand skal ske ved anvendelse af et godkendt og funktionsdygtigt anlæg, der lever op til internationalt fastsatte behandlingsstandarder.

Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om udtømning af ballastvand, herunder regler om udskiftning og behandling af ballastvand.

Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om dispensation fra krav om udtømning fastsat i medfør af stk. 2, herunder efter høring af erhvervsministeren regler om, at afgørelser om dispensation kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, at afgørelser om dispensation ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, klageberettigelse, adgang til genoptagelse af sagen i forbindelse med klage, klagefrist, obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klage og opsættende virkning af klage. Miljø- og fødevareministeren kan endvidere fastsætte regler om, at den ansvarlige for skibets drift i forbindelse med en ansøgning om dispensation for egen regning gennemfører og indsender resultater af undersøgelser af risici forbundet med udtømning af ubehandlet ballastvand, herunder om omfanget og indholdet af sådanne undersøgelser.

Stk. 4 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om udpegning af udskiftningsområder, hvor udtømning af ubehandlet ballastvand må ske.

§ 17

Miljø- og fødevareministeren typegodkender anlæg til behandling af ballastvand, for så vidt angår anlæggets evne til at overholde behandlingskrav fastsat i medfør af § 16, stk. 2, og indhenter fra erhvervsministeren den del af typegodkendelsen, der vedrører søfartsforhold, herunder sikkerhed i medfør af lov om sikkerhed til søs.

Stk. 2 Ansøgeren betaler det beløb på 50.000 USD, som FN’s søfartsorganisation opkræver, når organisationen skal inddrages i behandlingen af en ansøgning om typegodkendelse.

Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren kan på nærmere angivne vilkår autorisere klassifikationsselskaber til på ministerens vegne at varetage den i stk. 1 nævnte typegodkendelse.

Stk. 4 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om typegodkendelse af anlæg til behandling af ballastvand, herunder om, hvilke oplysninger en ansøgning om typegodkendelse skal indeholde, og om inddragelse af FN’s søfartsorganisation. Miljø- og fødevareministeren kan herunder fastsætte regler om, at den, der ansøger om typegodkendelse af anlæg til behandling af ballastvand, for egen regning gennemfører og indsender resultater af undersøgelser, der dokumenterer, at anlægget lever op til de fastsatte behandlingsstandarder.

Stk. 5 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedernes og klassifikationsselskabernes omkostninger i forbindelse med deres behandling af ansøgninger om typegodkendelse af de i stk. 1 nævnte anlæg.

Stk. 6 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser om typegodkendelse på Miljø- og Fødevareministeriets område truffet af klassifikationsselskaber, som er autoriseret efter stk. 3.