En betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren, betragtes som korrekt gennemført.
Stk. 2 Er den entydige identifikationskode, som brugeren har angivet, ukorrekt, er udbyderen ikke ansvarlig i henhold til §§ 104 og 104 a for manglende gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.
Stk. 3 Angiver brugeren flere oplysninger end dem, der er anført i § 70, stk. 1, nr. 1, eller § 72, stk. 1, nr. 2, litra b, er udbyderen stadig kun ansvarlig for gennemførelsen af betalingstransaktionen i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som brugeren har angivet.
Stk. 4 Betalerens udbyder skal træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som har været involveret i en betalingstransaktion, hvor brugeren har oplyst en ukorrekt entydig identifikationskode. Betalingsmodtagerens udbyder skal i denne forbindelse samarbejde, herunder ved at meddele betalerens udbyder alle relevante oplysninger med henblik på inddrivelse af midlerne.
Stk. 5 Er det ikke muligt at tilbageføre midler, jf. stk. 4, skal betalerens udbyder give betaleren alle oplysninger, som betalerens udbyder har adgang til, og som er relevante for betaleren, således at denne kan fremsætte et retskrav med henblik på inddrivelse af midlerne.
Stk. 6 Det kan fremgå af rammeaftalen, at udbyderen kan kræve betaling for at tilbageføre midlerne. Et gebyr i medfør af 1. pkt. skal aftales mellem brugeren og udbyderen og skal stå i rimeligt forhold til udbyderens faktiske omkostninger.