Lov om betalinger § 24

Denne konsoliderede version af lov om betalinger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 652 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 481 af 22. maj 2024 og lov nr. 642 af 11. juni 2024

§ 24

Opfylder kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i § 21, stk. 1, omhandlede andele i et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, ikke kravene i § 23, stk. 1, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer.

Stk. 2 Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 21, stk. 1, til forudgående ansøgning om godkendelse. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.

Stk. 3 Har en fysisk eller juridisk person erhvervet kapitalandele som omhandlet i § 21, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele, skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten tilknyttet disse kapitalandele.

Stk. 4 Finanstilsynet skal orientere det pågældende e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, når Finanstilsynet har ophævet stemmeretten tilknyttet kapitalandele i virksomheden i medfør af stk. 1-3. Finanstilsynet skal endvidere orientere virksomheden, hvis kapitalandele igen tildeles fuld stemmeret i medfør af stk. 2, 2. pkt.

Stk. 5 Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital.