Årsregnskabsloven finder anvendelse på e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, medmindre andet følger af stk. 2-9.
Stk. 2 Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.
Stk. 3 E-pengeinstituttet eller betalingsinstituttet skal ved udløbet af hvert halvår foretage regnskabsindberetning til Finanstilsynet i overensstemmelse med skemaer og vejledninger hertil udfærdiget af Finanstilsynet. Indberetningerne skal indsendes til Finanstilsynet i elektronisk form.
Stk. 4 Årsrapporten skal revideres af e-pengeinstituttets eller betalingsinstituttets eksterne revisor. E-pengeinstituttets eller betalingsinstituttets revisor eller revisorer skal være godkendte i henhold til lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.
Stk. 5 Revisorer i et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut skal tillige være revisorer i betalingsinstituttets dattervirksomheder. Det gælder dog ikke modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.
Stk. 6 Revisorer skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for instituttets fortsatte aktivitet, herunder forhold, som revisorerne måtte være gjort bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som betalingsinstituttet har snævre forbindelser med.
Stk. 7 Udøver et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut andre aktiviteter som omhandlet i § 18, skal instituttet samtidig med årsrapporten indsende særskilte regnskabsoplysninger for henholdsvis betalingstjenester og andre aktiviteter. Regnskabsoplysningerne skal være ledsaget af en revisionserklæring udarbejdet af instituttets revisorer.
Stk. 8 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 2, 1. pkt.
Stk. 9 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om revisionens gennemførelse i et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut og om udarbejdelse af særskilte regnskabsoplysninger og revisionserklæring, jf. stk. 7.