E-pengeinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og som ønsker at udstede elektroniske penge grænseoverskridende, at distribuere og indløse elektroniske penge via fysiske eller juridiske personer, der handler på e-pengeinstituttets vegne, eller at etablere en filial i et andet EU- eller EØS-land, skal forinden ansøge Finanstilsynet herom.
Stk. 2 Ønsker e-pengeinstituttet at udstede elektroniske penge grænseoverskridende, skal ansøgningen, jf. stk. 1, indeholde oplysninger om
-
1) instituttets navn, adresse og autorisationsnummer og
-
2) de lande, som instituttet ønsker at udbyde sine tjenester i.
Stk. 3 Ønsker e-pengeinstituttet at udstede elektroniske penge ved etablering af en filial, skal ansøgningen, jf. stk. 1, indeholde oplysninger om
-
1) instituttets navn, adresse og autorisationsnummer,
-
2) de lande, som instituttet ønsker at udbyde sine tjenester i,
-
3) beskrivelse af instituttets forretningsgange og interne kontrolforanstaltninger, jf. § 11, stk. 1, nr. 13, og
-
4) beskrivelse af instituttets forretningsplan, forretningsgange og interne kontrolmekanismer, jf. § 11, stk. 1, nr. 4 og 11.
Stk. 4 Ønsker e-pengeinstituttet at distribuere og indløse elektroniske penge via fysiske eller juridiske personer, der handler på e-pengeinstituttets vegne, skal ansøgningen, jf. stk. 1, indeholde oplysninger om
-
1) instituttets navn, adresse og autorisationsnummer,
-
2) de lande, som instituttet ønsker at udbyde sine tjenester i, og
-
3) den fysiske eller juridiske person, der distribuerer og indløser de elektroniske penge, jf. § 36, stk. 2.
Stk. 5 Udbyder et e-pengeinstitut betalingstjenester, jf. § 18, stk. 1, nr. 2, og ønsker e-pengeinstituttet at udbyde grænseoverskridende betalingstjenester, etablere en filial eller udbyde sine tjenester gennem en agent i et andet EU- eller EØS-land, skal instituttet forinden ansøge Finanstilsynet herom i overensstemmelse med § 43.
Stk. 6 Ud over oplysningerne omfattet af stk. 2-4 skal et e-pengeinstitut meddele Finanstilsynet, fra hvilken dato instituttet påtænker at påbegynde at udstede elektroniske penge grænseoverskridende.
Stk. 7 Finanstilsynet skal videresende de i stk. 1-4 nævnte oplysninger og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af e-pengeinstituttets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af ansøgningen.
Stk. 8 Senest 3 måneder efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte ansøgning skal Finanstilsynet meddele instituttet, om ansøgningen kan imødekommes. Finanstilsynet skal inddrage værtslandets bemærkninger til ansøgningen i sin vurdering. Meddeler værtslandets myndigheder, at der er rimelig grund til at formode, at den påtænkte filialetablering eller samarbejdet med den pågældende fysiske eller juridiske person om distribution og indløsning af elektroniske penge vil øge risikoen for overtrædelse af værtslandets regler om forebyggelse af hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan Finanstilsynet afvise at registrere filialen eller den fysiske eller juridiske person, der distribuerer eller indløser elektroniske penge på vegne af instituttet, eller at annullere registreringen, hvis registrering allerede har fundet sted. E-pengeinstituttet kan herefter ikke anvende den pågældende filial eller den pågældende fysiske eller juridiske person til at distribuere eller indløse elektroniske penge på vegne af instituttet.
Stk. 9 Har værtslandets kompetente tilsynsmyndighed indbragt sagen, jf. stk. 8, for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed. I det tilfælde finder fristen på 3 måneder, jf. stk. 8, ikke anvendelse.
Stk. 10 Godkender Finanstilsynet e-pengeinstituttets ansøgning, skal e-pengeinstituttet opføres i registeret over virksomheder med tilladelse efter denne lov, jf. § 14. Instituttet kan herefter påbegynde sine grænseoverskridende aktiviteter.
Stk. 11 E-pengeinstituttet skal sikre, at en filial eller en anden fysisk eller juridisk person, der distribuerer eller indløser elektroniske penge på instituttets vegne, informerer brugerne af e-penge om dette.
Stk. 12 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om indholdet og formatet af ansøgningen, jf. stk. 1-8.