En udbyder af betalingstjenester skal, senest samtidig med at en rammeaftale om en betalingstjeneste indgås, meddele brugeren følgende oplysninger:
-
1) Om udbyderen:
-
a) Navn, adresse og e-mailadresse.
-
b) Adressen på en eventuel filial eller agent, som betalingstjenesten udbydes igennem.
-
c) Den relevante tilsynsmyndighed, det offentlige register, hvor udbyderens tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplysninger.
-
-
2) Om brugen af betalingstjenesten:
-
a) Betalingstjenestens væsentligste karakteristika.
-
b) Den type af oplysninger eller den type entydige identifikationskode, som brugeren skal oplyse, for at betalingstjenesten kan gennemføres korrekt.
-
c) Formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at udføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af samtykke.
-
d) En beskrivelse af det tidspunkt, hvor en betalingsordre betragtes som modtaget.
-
e) Den maksimale gennemførelsestid.
-
f) En eventuel mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af et betalingsinstrument.
-
g) Anvendelse af kortbaserede betalingsinstrumenter, der har inkluderet to eller flere betalingsvaremærker, og brugerens rettigheder i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 751/2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner.
-
-
3) Om gebyrer, renter og vekselkurser:
-
a) Størrelsen på de gebyrer, som brugeren skal betale, herunder en udspecificering af gebyrerne.
-
b) Rentesatser og vekselkurser, der skal finde anvendelse, eller, hvis der anvendes en referencerentesats eller referencekurs, beregningsmetoden for den faktiske rente og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referencerentesats eller referencekurs.
-
c) Eventuel aftale om øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller referencekursen, og hvorledes disse ændringer meddeles, jf. § 74, stk. 4.
-
-
4) Om kommunikation:
-
a) Kommunikationsmidler og tekniske krav til brugerens udstyr, der anvendes til overførsel af oplysninger eller meddelelser efter denne lov.
-
b) Hvordan og hvor ofte oplysninger efter denne lov vil blive stillet til rådighed for brugeren.
-
c) Hvilket sprog rammeaftalen indgås på, og på hvilket sprog kommunikationen mellem udbyderen og brugeren skal foregå.
-
d) Retten til at modtage oplysninger efter § 73.
-
-
5) Om beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:
-
a) En beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, en bruger skal iagttage ved brug af betalingsinstrumenter, herunder hvordan der skal ske underretning efter § 93, nr. 3.
-
b) En sikker procedure for, hvordan udbyderen kan underrette brugeren om mistanke om eller faktiske tilfælde af misbrug eller sikkerhedstrusler.
-
c) Betingelserne for udbyderens ret til at spærre et betalingsinstrument, jf. § 92, hvis en sådan er aftalt.
-
d) Procedurerne for meddelelse om uautoriserede eller fejlbehæftede transaktioner, jf. § 94, og reglerne om ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner, jf. §§ 99 og 100.
-
e) Udbyderens ansvar for iværksættelse eller gennemførelse af betalingstransaktioner.
-
f) Betingelserne for tilbagebetaling af betalingstransaktioner iværksat af eller via en betalingsmodtager, jf. §§ 101 og 102.
-
-
6) Om ændringer af rammeaftalen:
-
a) Oplysning om, at rammeaftalens betingelser kan ændres, medmindre brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato har meddelt, at vedkommende ikke kan godkende ændringerne, hvis en sådan aftale er indgået, jf. § 74.
-
b) Rammeaftalens varighed.
-
c) Brugerens ret til at opsige rammeaftalen, jf. § 75.
-
-
7) Om klage og erstatning:
-
a) Lovvalgsklausuler, der eventuelt finder anvendelse på rammeaftalen.
-
b) Udenretslige klagemuligheder og adgang til at klage til den relevante tilsynsmyndighed.
-
Stk. 2 Udbyderen skal ved indgåelse af en rammeaftale om en betalingskonto udlevere et gebyroplysningsdokument, jf. § 3 i lov om betalingskonti.
Stk. 3 Oplysningerne i stk. 1 skal meddeles på papir eller andet varigt medium og være klart formulerede og letforståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.
Stk. 4 Udbyderen skal ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i lov om forbrugeraftaler. For så vidt angår oplysningskravet i § 14, stk. 1, nr. 2, i lov om forbrugeraftaler, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende.
Stk. 5 Udbyderen skal, hvor en betalingstransaktion er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, straks efter at betalingstransaktionen er gennemført.