Kommunen afholder efter bestemmelserne i denne lov udgifter til uddannelse af personer omfattet af stk. 2 på uddannelsesinstitutioner m.fl., der i henhold til Undervisningsministeriets lovgivning er berettigede til at modtage tilskud eller bevilling fra Undervisningsministeriet.
Stk. 2 Loven gælder for uddannelse af personer, der i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er omfattet af
-
1) § 6, nr. 1-8,
-
2) § 6, nr. 9, og som modtager ledighedsydelse, eller
-
3) § 6, nr. 10, og som under revalidering modtager revalideringsydelse eller kontanthjælp efter § 16, stk. 2, eller som under forrevalidering modtager kontanthjælp efter §§ 16-20 eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.
Loven gælder dog ikke for ordblindeundervisning i henhold til lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne eller for specialundervisning for voksne i henhold til lov om specialundervisning for voksne.
Stk. 3 De uddannelsesinstitutioner m.fl., som loven gælder for, modtager uanset tilskudsbestemmelserne i Undervisningsministeriets lovgivning ikke aktivitetsafhængige tilskud eller bevillinger fra Undervisningsministeriet til uddannelse af de i stk. 2 nævnte personer.