Finanstilsynet kan som led i sit tilsyn kræve, at en betalingstjenesteudbyder omfattet af denne lov fremlægger alle de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold er omfattet af denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.
Stk. 2 Betalingstjenesteudbydere, der har fremlagt oplysninger efter stk. 1, har pligt til hurtigst muligt at berigtige oplysningerne over for Finanstilsynet, hvis betalingstjenesteudbyderen efterfølgende konstaterer følgende:
-
1) Oplysningerne har ikke været korrekte på tidspunktet for afgivelsen.
-
2) Oplysningerne er på et senere tidspunkt blevet misvisende.
Stk. 3 Finanstilsynet kan udføre inspektioner på stedet hos betalingstjenesteudbydere omfattet af denne lov.
Stk. 4 Efter inspektion hos en betalingstjenesteudbyder skal der afholdes et møde med betalingstjenesteudbyderen. På mødet skal Finanstilsynet meddele sine konklusioner vedrørende inspektionen.
Stk. 5 Væsentlige konklusioner skal efter et inspektionsbesøg fremsendes i form af en skriftlig rapport til betalingstjenesteudbyderens ledelse.
Stk. 6 Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en betalingstjenesteudbyder og dens filialer omfattet af denne lov med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.