Miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har, når særlige hensyn taler herfor, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til bistader, bifamilier, bigårde og dertil hørende materiel samt alle lokaliteter, hvor der kan forefindes bier, for at tilvejebringe oplysninger til brug for kontrol og løsning af opgaver i henhold til loven, regler fastsat i medfør af loven eller bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov. På samme måde har ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, adgang til offentlige og private ejendomme, registre, forretningsbøger, dokumenter m.v., der skal føres i henhold til loven eller regler fastsat i medfør heraf, herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form.
Stk. 2 Den, der er omfattet af reglerne i denne lov eller af regler fastsat i medfør af loven eller af bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov, skal efter anmodning fra miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse, og vederlagsfrit yde ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol, prøvetagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrifter af oplysninger, som opbevares i elektronisk form.
Stk. 3 Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan vederlagsfrit udtage prøver til undersøgelse.