Lov om bistand til Europa-Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1645 af 30. december 2024

Kapitel 1 1 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beføjelser m.v.
§ 1

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indhente oplysninger fra og videregive oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder som led i anvendelsen af denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked.

§ 2

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan af en virksomhed, en virksomhedssammenslutning eller enhver anden juridisk person kræve alle oplysninger, som den pågældende har adgang til, og som skønnes nødvendige for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan yde bistand til Europa-Kommissionen i forbindelse med Europa-Kommissionens udførelse af opgaver i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken styrelsen skal have modtaget de oplysninger, som kræves efter 1. pkt.

§ 3

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og ledsagende personer, som styrelsen har bemyndiget eller udpeget hertil, kan for at yde bistand til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 14, stk. 5-7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked, foretage uanmeldte kontrolundersøgelser, der indebærer, at styrelsen får adgang til en virksomheds eller en virksomhedssammenslutnings lokaler, grunde og transportmidler med henblik på at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, som den kontrollerede enhed har adgang til, uanset hvilket medie de er lagret på. I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afkræve forklaringer fra virksomhedens eller virksomhedssammenslutningens repræsentanter eller ansatte om faktiske oplysninger eller dokumenter vedrørende kontrolundersøgelsens genstand og formål og registrere deres svar.

Stk. 2 Opbevares en virksomheds eller virksomhedssammenslutnings oplysninger hos eller behandles af en ekstern databehandler, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at få adgang til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.

Stk. 3 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation.

Stk. 4 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien i styrelsens lokaler eller i andre udpegede lokaler. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige for læsning, og at styrelsen gennemgår det indsamlede materiale. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som styrelsen måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, jf. dog stk. 7. Når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede oplysninger skal slettes, hvis Europa-Kommissionen vurderer, at materialet ikke indeholder oplysninger, der er nødvendige for at udføre Europa-Kommissionens opgaver i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked. Beslutter Europa-Kommissionen at gå videre med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.

Stk. 5 Gør virksomhedens eller virksomhedssammenslutningens forhold, at det ikke er muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1, 2 og 4, kan styrelsen forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger i op til 3 hverdage herefter, jf. dog stk. 7.

Stk. 6 Under samme betingelser som i stk. 5 kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det materiale, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som styrelsen har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen, jf. dog stk. 7.

Stk. 7 Fristerne i stk. 4-6 kan i særlige tilfælde forlænges.

Stk. 8 Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1, 2 og 4-6. Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 4

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan videregive alle oplysninger til Europa-Kommissionen for at bistå Europa-Kommissionen i dennes håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked.