Udbydere af digitale bogføringssystemer har pligt til at sikre, at systemerne opfylder kravene til digitale bogføringssystemer efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf. Udbyderne har endvidere pligt til at anmelde systemerne, inden de markedsføres her i landet, til Erhvervsstyrelsen med henblik på registrering efter § 20.
Stk. 2 En udbyder af et digitalt bogføringssystem har pligt til at stille virksomhedens registreringer og bilag efter § 16, stk. 1, nr. 2, til rådighed for myndigheder og en likvidator, kurator eller rekonstruktør, der er trådt i ledelsens sted i den pågældende virksomhed.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvordan oplysninger efter stk. 2 skal stilles til rådighed.