Kapitel 1 a Ustøttede private ungdomsboliger
Ved ustøttede private ungdomsboliger forstås boliger, der skal udlejes til studerende, som ikke er omfattet af lov nr. 1089 af 17. december 2002 om støttede private ungdomsboliger eller lov nr. 1877 af 27. september 2021 om almene boliger, og som opfylder betingelsen i stk. 2.
Stk. 2 Bygherren skal inden ansøgning om byggetilladelse lade tinglyse deklaration på ejendommen om, at boligerne er omfattet af kapitel 1 a i lov om boligforhold. Påtaleberettiget efter deklarationen er kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ejendommen ligger.
Ustøttede private ungdomsboliger skal bebos af studieaktive eller uddannelsessøgende.
Stk. 2 Udlejeren skal sikre, at boligerne til stadighed bebos af personer, der tilhører den berettigede personkreds, jf. stk. 1. Udlejeren skal en gang årligt til brug herfor anmode lejeren om at fremsende nødvendige oplysninger om studieaktivitet med en frist på 6 uger. Ved beregning af fristen ses bort fra juli og august måned.
Stk. 3 Kan en bolig ikke udlejes til personer, der tilhører den berettigede personkreds, jf. stk. 1, kan kommunalbestyrelsen efter udlejerens anmodning beslutte, at boligen kan lejes ud til andre.
Stk. 4 Er der indgået frivillig aftale mellem udlejeren og kommunalbestyrelsen om kommunal anvisning til lejligheder i private udlejningsejendomme i medfør af kapitel 7, kan kommunalbestyrelsen samtidig hermed undtage de boliger, som der anvises lejere til i medfør af denne aftale, således at disse boliger ikke skal udlejes til studieaktive eller uddannelsessøgende. Undtagelsen kan ikke omfatte udlejninger eller anvisninger foretaget af udlejer eller andre, som ikke sker i medfør af reglerne i kapitel 7.
Stk. 5 Ved længerevarende eller permanente udlejningsvanskeligheder kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde beslutte, at hele eller dele af ejendommen for en periode eller permanent ikke længere er omfattet af dette kapitel.
Kommunalbestyrelsen kan påse, at ustøttede private ungdomsboliger udlejes til og til stadighed bebos af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når boligerne ikke er undtaget, jf. § 12 b, stk. 3-5. Kommunalbestyrelsen kan indhente de nødvendige oplysninger hos udlejeren.
Kommunalbestyrelsen kan ophæve lejeaftalen vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, hvis boligen er udlejet til en lejer, som ikke er omfattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når boligen ikke er undtaget, jf. § 12 b, stk. 3-5. Kommunalbestyrelsen kan inden afgivelsen af en ophævelse kontakte lejeren direkte, med henblik på at lejeren kan dokumentere sin studieaktivitet.
Stk. 2 Ophævelse efter stk. 1 sker ved skriftlig meddelelse til lejeren og udlejeren. Meddelelsen skal indeholde oplysning om begrundelsen for ophævelsen og om lejerens adgang til at gøre indsigelse, jf. stk. 3. Hvis ikke ophævelsen indeholder disse oplysninger, er den ugyldig.
Stk. 3 Vil lejeren ikke godkende ophævelsen, skal lejeren, senest 6 uger efter at ophævelsen er kommet frem til lejeren, fremsætte skriftlig indsigelse over for kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen må da anlægge sag ved boligretten senest 6 uger efter lejerfristens udløb, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at opretholde ophævelsen.
Kommunalbestyrelsen kan anvise en studieaktiv eller uddannelsessøgende, til hvem udlejeren straks er pligtig at udleje boligen, hvis udlejeren ikke har sørget for, at boligen på ny er udlejet til en studieaktiv eller uddannelsessøgende, 1 måned efter at udlejeren fra kommunalbestyrelsen har modtaget meddelelse om, at ophævelsen af lejeaftalen er gennemført. Anvisning skal ske senest 6 uger efter udlejerens meddelelse til kommunalbestyrelsen om, at boligen er ledig.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen er berettiget til ved fogeden at lade en boligsøgende omfattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, som kommunalbestyrelsen har anvist, indsætte i boligen.
Med bøde straffes den udlejer, som udlejer en ustøttet privat ungdomsbolig til en person, som ikke er omfattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når der ikke foreligger godkendelse efter § 12 b, stk. 3 eller 5, eller lejeforholdet ikke er undtaget i medfør af § 12 b, stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Midlertidige ustøttede private ungdomsboliger med niveaufri adgang i stueetagen, som er undtaget fra krav i bygningsreglementet om etablering af elevator, jf. § 243 i bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019 om bygningsreglement 2018 med senere ændringer, og som er taget i anvendelse i medfør af reglerne i § 15, stk. 2, nr. 8, jf. stk. 16, i lov om planlægning, eller som har fået dispensation fra en lokalplan i medfør af samme lovs § 19, stk. 1, skal udlejes til studieaktive eller uddannelsessøgende, jf. § 12 b, stk. 1, i følgende rækkefølge:
-
1) Studerende med varigt nedsat funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion.
-
2) Studerende, som har nære pårørende med varigt nedsat funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion.
-
3) Øvrige.
Stk. 2 Udlejeren kan undlade at udleje til en person, der indgår i den berettigede personkreds efter stk. 1, hvis saglige hensyn taler for dette.