Lov om boligforhold § 82

Denne konsoliderede version af lov om boligforhold er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 342 af 22. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 889 af 21. juni 2022, lov nr. 1311 af 27. september 2022, lov nr. 482 af 12. maj 2023, lov nr. 679 af 3. juni 2023, lov nr. 1790 af 28. december 2023, lov nr. 1791 af 28. december 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

Huslejenævnets sagsbehandling
§ 82

Indbringelse af sager for huslejenævnet skal ske skriftligt. Den nødvendige dokumentation skal vedlægges. Ved indbringelse af sager for huslejenævnet skal der betales et beløb på 315 kr. for hver sag. Ved indbringelse af sager efter § 132, stk. 2, i lov om leje betales et beløb på 526 kr. Ved indbringelse af sager efter § 19, stk. 3, i lov om leje betales et beløb på 4.016 kr. Beløbene i 3.-5. pkt. er fastsat i 2021-niveau og reguleres én gang årligt, jf. § 100.

Stk. 2 Udlejeren skal betale et beløb på 6.024 kr. til huslejenævnet, når lejeren får fuldt medhold i nævnet. Beløbet er fastsat i 2021-niveau og reguleres én gang årligt, jf. § 100.

Stk. 3 Senest 1 uge efter sagens indbringelse giver nævnet den anden part i lejeforholdet underretning om indbringelsen med angivelse af, at denne må fremsætte sine ytringer i sagen inden 2 uger. Denne frist kan forlænges af nævnet, såfremt særlige omstændigheder taler herfor.