Når særlige forhold taler derfor, kan kommunalbestyrelsen yde et rente- og afdragsfrit lån med pant i ejendommen til delvis dækning af brandsikringsudgiften i bygninger som nævnt i § 7, stk. 1. Lånet kan højst udgøre halvdelen af udgifterne til brandsikring efter fradrag af de beløb, der er nævnt i § 11, stk. 1. For lånet hæfter låntageren ikke personligt, men alene med den pantsatte ejendom. I det omfang, foranstaltningerne finansieres med lån efter denne bestemmelse, kan ejeren ikke kræve lejeforhøjelse.
Stk. 2 Økonomi- og erhvervsministeren kan yde statslån til dækning af halvdelen af kommunale udgifter i medfør af stk. 1 inden for de midler, der bevilges i henhold til lov om sanering.
Stk. 3 Det rente- og afdragsfri lån forfalder til indfrielse, når ejendommen gøres til genstand for sanering med støtte efter lov om sanering. Ved lånets indfrielse tilbagebetaler kommunen statens andel af lånet. Er ejendommen ikke blevet omfattet af en sanering, når der er forløbet 6 år efter lånets udbetaling, kan kommunalbestyrelsen forlænge rente- og afdragsfriheden for indtil 4 år. Er ejendommen ikke inden udløbet af denne periode saneret med offentlig støtte, skal lånet derefter tilbagebetales over 5 år.