Kapitel 4 1 Ledelse
Danmarks Eksport- og Investeringsfond ledes af en bestyrelse og en direktør.
Stk. 2 Erhvervsministeren udpeger op til 12 medlemmer til bestyrelsen, herunder formanden og næstformanden, for en periode på op til 2 år med mulighed for genudpegning. Erhvervsministeren kan til enhver tid på et virksomhedsmøde afsætte et eller flere af de udpegede medlemmer.
Stk. 3 Medarbejderne i Danmarks Eksport- og Investeringsfond og i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder samt eventuelt helejede datterselskaber, jf. § 20, stk. 1, vælger ud over de af erhvervsministeren udpegede medlemmer i fællesskab op til 3 medlemmer til bestyrelsen for en periode på op til 2 år med mulighed for genvalg.
Stk. 4 Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen have de nødvendige kompetencer til at varetage, at Danmarks Eksport- og Investeringsfonds formål opfyldes, herunder den fornødne kreditfaglige og investeringsmæssige viden, og have relevant ledelsesmæssig og international erfaring og viden om bæredygtig og grøn omstilling.
Stk. 5 Erhvervsministeren fastsætter honoraret til bestyrelsens medlemmer.
Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse af Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 2 Bestyrelsen ansætter efter forudgående orientering af erhvervsministeren en direktør til varetagelse af den daglige ledelse. Bestyrelsen afskediger ligeledes direktøren efter forudgående orientering af erhvervsministeren.
Stk. 3 Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden og en direktionsinstruks, som erhvervsministeren modtager til orientering.
Stk. 4 Bestyrelsen holder erhvervsministeren orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder, herunder væsentlige ændringer i strategi og økonomi og væsentlige forhold for driften. Orienteringen skal ske, tids nok til at erhvervsministeren kan udøve sine ejer- og tilsynsbeføjelser og beføjelser i øvrigt over for Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder efter denne lov.
Stk. 5 Bestyrelsen fastsætter en vederlagspolitik for Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder, som erhvervsministeren godkender i forbindelse med et virksomhedsmøde.
Stk. 6 Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan indhente råd og sparring fra rådgivende udvalg nedsat af erhvervsministeren i relation til strategiske spørgsmål og specifikke investerings- og finansieringsindsatser.
Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder ledes hver af en bestyrelse og en direktør.
Stk. 2 Erhvervsministeren udpeger blandt bestyrelsesmedlemmerne i Danmarks Eksport- og Investeringsfond på et virksomhedsmøde op til 4 medlemmer til bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder, herunder formanden og næstformanden, for en periode på op til 2 år med mulighed for genudpegning. Erhvervsministeren kan til enhver tid på et virksomhedsmøde afsætte et eller flere af de udpegede medlemmer.
Stk. 3 Medarbejderne i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder vælger ud over de af erhvervsministeren udpegede medlemmer op til 2 medlemmer til bestyrelsen for en periode på op til 2 år med mulighed for genvalg.
Stk. 4 Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen have de nødvendige kompetencer til at varetage Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheders respektive formål.
Stk. 5 Erhvervsministeren fastsætter honoraret til bestyrelsens medlemmer.
Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder under hensyntagen til den samlede strategi for Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 2 Bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder ansætter efter forudgående orientering af bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfond en direktør til varetagelse af den daglige ledelse. Bestyrelsen afskediger ligeledes direktøren efter forudgående orientering af bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 3 Bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder fastsætter sin egen forretningsorden og en direktionsinstruks, som bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfond modtager til orientering.
Stk. 4 Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder kan indhente råd og sparring fra rådgivende udvalg nedsat af erhvervsministeren i relation til strategiske spørgsmål og specifikke investerings- og finansieringsindsatser.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder kan som led i den interne organisering stifte helejede datterselskaber og henlægge aktiviteter til disse datterselskaber.
Stk. 2 Erhvervsministeren skal orienteres forud for stiftelsen af helejede datterselskaber, jf. stk. 1.
Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om drift, styring, organisering og regnskabsmæssige forhold i datterselskaber stiftet i medfør af stk. 1.