Lov om de gymnasiale uddannelser Kapitel 6

Denne konsoliderede version af lov om de gymnasiale uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1716 af 27. december 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 28. august 2024

Kapitel 6 1 Prøver og eksamen
§ 45

Studentereksamen er en samlet eksamen, som omfatter mindst ti prøver efter udtræk, men som dog altid omfatter en mundtlig prøve med udgangspunkt i et studieretningsprojekt, jf. § 30, stk. 1, eller et studieområdeprojekt, jf. § 30, stk. 2, en skriftlig prøve i dansk på A-niveau og i uddannelsen til teknisk studentereksamen en prøve i teknikfag på A-niveau.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren udtrækker hvert år, hvilke fag den enkelte elev skal aflægge prøve i. Institutionens leder gør hvert år eleverne bekendt med, i hvilke fag de skal aflægge prøve.

Stk. 3 En elev på de 3-årige uddannelser til teknisk, merkantil og almen studentereksamen, der i løbet af tredje år forlader uddannelsen uden at have fuldført denne, kan som selvstuderende eller gennem enkeltfag afslutte sin studentereksamen som enkeltfagseksamen. Det samme gælder en elev på den 2-årige uddannelse til almen studentereksamen, der i løbet af andet år forlader uddannelsen uden at have fuldført denne. En studentereksamen som enkeltfagseksamen skal opfylde samme krav til omfang, niveauer og fag som en eksamen opnået efter det sammenhængende uddannelsesforløb, herunder en mundtlig prøve i et studieretningsprojekt eller et studieområdeprojekt.

§ 46

En hf-eksamen efter den 2-årige uddannelse til hf-eksamen omfatter følgende:

  • 1) Prøve i de obligatoriske fag dansk, engelsk og matematik samt i et af de i § 37, stk. 1, nr. 6, nævnte fag.

  • 2) En mundtlig prøve i et af de fag, der indgår i kultur- og samfundsfaggruppen, og i et af de fag, der indgår i den naturvidenskabelige faggruppe, begge efter udtræk, og en individuel, intern mundtlig prøve i hver af de to faggrupper, som både har et enkeltfagligt og et flerfagligt indhold.

  • 3) Prøve i hvert af fagene i en fagpakke efter § 37, stk. 2 (hf-eksamen uden overbygning), eller efter § 37, stk. 3 (hf-eksamen med overbygning).

  • 4) Prøve i valgfag efter § 37, stk. 5.

  • 5) En bedømmelse af den større skriftlige opgave, jf. § 38, stk. 2.

Stk. 2 I det omfang niveauet i et fag omfattet af stk. 1, nr. 1-3, er løftet i en fagpakke eller som valgfag, indgår i eksamenen prøve i faget på det højeste niveau.

§ 47

§ 46 gælder tilsvarende, når en højere forberedelseseksamen sammenstykkes af hf-enkeltfag, idet der dog i stedet for prøverne nævnt i § 46, stk. 1, nr. 2, indgår prøvekarakterer i alle fagene nævnt i § 37, stk. 1, nr. 4 og 5, og idet der indgår en mundtlig prøve med udgangspunkt i et skriftligt eksamensprojekt.

§ 48

Børne- og undervisningsministeren fastsætter hvert år, hvornår prøver med centralt stillede opgaver afholdes. Institutionens leder bestemmer, hvornår øvrige prøver afholdes på den enkelte institution inden for terminer, som er fastsat af børne- og undervisningsministeren.

Stk. 2 Institutionens leder afholder prøverne.

Stk. 3 Prøverne er individuelle for hver elev eller kursist. Det gælder dog ikke prøver, hvor flere elevers eller kursisters deltagelse er en forudsætning for en del af prøvens gennemførelse. Hver elev eller kursist bedømmes individuelt.

§ 49

Efter bestået eksamen på en uddannelse efter § 2, stk. 1 og 3, udfærdiges et digitalt eksamensbevis.

Stk. 2 Eksamensbeviset for studentereksamen indeholder ud over prøvekarakterer afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer). Karaktererne på eksamensbeviset indgår både i studentereksamen og hf-eksamen med forskellig vægt i eksamensresultatet.

Stk. 3 Til elever, der har aflagt alle de krævede prøver i et gymnasialt indslusningskursus for flygtninge og indvandrere (gif) efter § 65, stk. 4, udfærdiges et digitalt bevis for gif, hvis gennemsnittet er på mindst 2,0. Karaktererne på beviset indgår med forskellig vægt.

Stk. 4 En kursist på hf-enkeltfag kan anmode om at få udfærdiget et digitalt eksamensbevis for en sammenstykket højere forberedelseseksamen, når betingelserne herfor er opfyldt. Det samme gælder en person, der ønsker at afslutte en studentereksamen som enkeltfagseksamen efter § 45, stk. 3. Karaktererne på eksamensbeviset indgår med forskellig vægt i eksamensresultatet.

Stk. 5 Elever og kursister skal efter anmodning modtage en bekræftet udskrift af det digitale eksamensbevis og bevis for gif.

§ 50

En kursist på hf-enkeltfag, jf. § 41, og på gymnasial supplering, jf. § 65, kan anmode om at få udfærdiget et digitalt prøvebevis for det enkelte fag, når vedkommende har aflagt prøve.

Stk. 2 Elever på de i § 2, stk. 1 og 3, nævnte uddannelser, der forlader uddannelsen uden at have fuldført denne, kan anmode om at få udfærdiget et digitalt prøvebevis for de aflagte prøver i afsluttede fag. Hvis der er givet afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) i faget, anføres de opnåede karakterer på prøvebeviset.

Stk. 3 Kursisten eller eleven skal efter anmodning modtage en bekræftet udskrift af det digitale prøvebevis.

§ 51

Elever på uddannelserne nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 3, der forlader uddannelsen uden at have fuldført denne, kan anmode om at få udfærdiget et digitalt deltagerbevis for de afsluttede fag, der ikke er udtrukket til prøve. Det er en forudsætning, at eleven har fuldført undervisningen i faget og har fået afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer). Afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) anføres på deltagerbeviset.

Stk. 2 Eleven skal efter anmodning modtage en bekræftet udskrift af det digitale deltagerbevis.

§ 52

Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om prøver og eksamen, herunder om udstedelse af digitalt eksamens-, prøve- og deltagerbevis og bevis for gif.

§ 53

Andre end elever på de gymnasiale uddannelser kan indstille sig til prøve som selvstuderende.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

§ 54

Personer med en gymnasial eksamen, der har fulgt gymnasial supplering, jf. § 65, eller anden enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau med henblik på at opfylde specifikke adgangskrav til optagelse på en konkret videregående uddannelse, får genberegnet det adgangsgivende eksamensresultat i de tilfælde, hvor prøveresultaterne fra de pågældende fag reducerer eksamensresultatet fra eksamensbeviset.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan efter forhandling med uddannelses- og forskningsministeren fastsætte regler om genberegningen, herunder om, i hvilke situationer der skal ske genberegning, og om, at der ikke skal ske genberegning for visse uddannelser.