Lov om de gymnasiale uddannelser § 19

Denne konsoliderede version af lov om de gymnasiale uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1716 af 27. december 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 28. august 2024

§ 19

Undervisningstiden i uddannelserne omfatter den samlede lærerstyrede elevaktivitet, dvs. den tid, eleverne deltager i forskellige former for lærerstyret undervisning og i øvrige aktiviteter, som er organiseret af institutionen til realisering af uddannelsens formål og de faglige mål i fagene m.v., herunder faglig og metodisk vejledning, interne prøver og evalueringer, fællestimer og andre tværgående undervisningsaktiviteter i overensstemmelse med uddannelsens formål.

Stk. 2 Omfanget af elevernes selvstændige skriftlige arbejde opgøres i fordybelsestid. Institutionens leder kan stille krav om elevernes tilstedeværelse ved afvikling af fordybelsestid, således at den bedst muligt kan understøtte aktiviteterne nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Undervisningstid og fordybelsestid opgøres i timer a 60 minutter.

Stk. 4 I uddannelsen til teknisk studentereksamen er undervisningstiden for den enkelte elev mindst 2.770 timer, og den overstiger normalt ikke 2.820 timer. Fordybelsestiden er mindst 630 timer for den enkelte elev.

Stk. 5 I uddannelsen til merkantil studentereksamen er undervisningstiden for den enkelte elev mindst 2.605 timer, og den overstiger normalt ikke 2.655 timer. Fordybelsestiden er mindst 500 timer for den enkelte elev.

Stk. 6 I den 3-årige uddannelse til almen studentereksamen er undervisningstiden for den enkelte elev mindst 2.600 timer, og den overstiger normalt ikke 2.650 timer. Fordybelsestiden er mindst 500 timer for den enkelte elev.

Stk. 7 I den 2-årige uddannelse til almen studentereksamen er undervisningstiden for den enkelte elev mindst 1.845 timer, og den overstiger normalt ikke 1.895 timer. Fordybelsestiden er mindst 390 timer for den enkelte elev.

Stk. 8 Hovedparten af undervisningstiden, jf. stk. 4-7, er fordelt på de enkelte fag og undervisningsforløb, herunder studieretningsprojektet og studieområdeprojektet. I undervisningstiden indgår herudover en pulje pr. elev på 130 timer i uddannelserne til almen og merkantil studentereksamen, dog 100 timer i den 2-årige uddannelse, og på 150 timer i uddannelsen til teknisk studentereksamen, hvorfra institutionens leder kan fordele timer til fag eller faglige aktiviteter, hvor en eller flere elever vurderes at have behov for en særlig indsats sammen med en lærer eller særlige talentindsatser.

Stk. 9 Hovedparten af fordybelsestiden, jf. stk. 4-7, er forhåndstildelt de enkelte fag med skriftligt arbejde og studieretningsprojektet og studieområdeprojektet. Resten fordeles af institutionens leder på fag med skriftligt arbejde.

Stk. 10 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om fordeling af undervisningstid og fordybelsestid mellem de enkelte fag og om omfanget af tid, der kan fordeles af institutionens leder.