Gymnasial supplering giver personer med en eksamen fra en gymnasial uddannelse mulighed for at supplere deres eksamen med henblik på at kunne blive optaget på og gennemføre en konkret videregående uddannelse, jf. stk. 2-4.
Stk. 2 Der skal etableres gymnasiale suppleringskurser (gsk) med det formål at give mulighed for, at personer med en eksamen fra en gymnasial uddannelse, som i deres eksamen mangler et eller flere fag på et niveau, der er krævet for at kunne søge optagelse på en konkret videregående uddannelse, eller som skal forbedre karakteren i allerede gennemførte fag for at opfylde adgangskravet til optagelse på en konkret videregående uddannelse, kan opfylde sådanne krav.
Stk. 3 En person, som har en hf-eksamen uden overbygning eller en højere forberedelseseksamen uden overbygning, kan gennem et supplerende overbygningsforløb bestående af nærmere bestemte enkeltfag opnå en sådan overbygning. Indholdet af et sådant supplerende overbygningsforløb fastlægges i et samarbejde mellem den gymnasiale institution og kursisten, og forløbet skal kunne afvikles inden for et halvt år. I forløbet kan indgå undervisning på hold fra gsk, jf. stk. 2, eller fra hf-enkeltfag, jf. § 41. For at et givet fag kan medgå til opnåelse af en overbygning, skal faget bestås. Indgår der flere karakterer i faget, er kravet om, at faget skal bestås, opfyldt, hvis gennemsnittet er på mindst 2,0.
Stk. 4 Der skal etableres gymnasiale indslusningskurser for flygtninge og indvandrere (gif) for personer, der i hjemlandet har aflagt en eksamen, der i kraft af sådan supplering kan sidestilles med en dansk studentereksamen.
Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om gymnasial supplering, herunder om anvendelse af gsk til andre formål end de i stk. 2 nævnte.