Lov om de gymnasiale uddannelser § 9

Denne konsoliderede version af lov om de gymnasiale uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1716 af 27. december 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 28. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1664 af 30. december 2024

Retskrav på optagelse efter 10. klasse
§ 9

En ansøger, der har afsluttet 10. klasse og ikke har retskrav efter § 7, har i op til 1 år herefter retskrav på optagelse på en 3-årig gymnasial ungdomsuddannelse under følgende forudsætninger:

  • 1) Ansøgeren har rettidigt søgt om optagelse til påbegyndelse i førstkommende skoleår, efter ansøgning er indgivet.

  • 2) Ansøgeren har et karaktergennemsnit på mindst 5,0 af de sidste standpunktskarakterer i 10. klasse.

  • 3) Ansøgeren har modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse i folkeskolen eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed.

  • 4) Ansøgeren har aflagt folkeskolens obligatoriske 9.-klasseprøver ved afslutningen af 9. klassetrin.

  • 5) Ansøgeren har i 10. klasse modtaget undervisning i dansk, engelsk og matematik og herefter aflagt enten folkeskolens 9.-klasseprøver eller 10.-klasseprøver i disse fag.

  • 6) Ansøgeren har bestået folkeskolens afgangseksamen.

  • 7) Ansøgeren har ved resultaterne af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen bekræftet det faglige niveau i nr. 2.

  • 8) Ansøgeren har uden at opfylde forudsætningen i nr. 7 krav på optagelse på den ønskede uddannelse, hvis karaktergennemsnittet af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen er på mindst 3,0.

  • 9) Ansøgeren, som ikke opfylder forudsætningen i nr. 7, og som har et karaktergennemsnit af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen på mindst 2,0, men under 3,0, gennemfører en vejledningssamtale med institutionens leder, som udfordrer ansøgeren fagligt og i forhold til valg af uddannelse, hvorefter ansøgeren har krav på optagelse på den ønskede uddannelse.

  • 10) Ansøgeren har uden at opfylde forudsætningen i nr. 2 krav på optagelse på den ønskede uddannelse, hvis vedkommende har opnået mindst 6,0 i karaktergennemsnit af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.

Stk. 2 Karakterer fra prøver, der aflægges ved afslutningen af undervisningen på 10. klassetrin, medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne i stk. 1, nr. 7 og 10, er opfyldt, i det omfang det er til gunst for ansøgeren.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om proceduren for optagelse på de 3-årige gymnasiale ungdomsuddannelser efter 10. klasse, herunder om frister, og om vejledningssamtalen.