Der foretages nedsættelse af delpensionen på grund af opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt pensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, dog ikke pensioner omfattet af § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra c-f. Reglerne gælder endvidere for tilsvarende udenlandske pensionsordninger. Der foretages dog ikke nedsættelse af delpensionen som følge af udbetaling af pension udbetalt efter lovgivningen i en anden EU/EØS-medlemsstat og omfattet af og beregnet efter forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger samt for samordnet pension i henhold til indgået overenskomst med et andet land.
Stk. 2 Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 1, 1. pkt., har pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder, kort tid før personen når delpensionsalderen. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra delpensionsalderen. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Nærmere bestemmelser om indberetningen, herunder om tidspunktet for indberetningen, fastsættes af skatteministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren. Reglerne om redegørelse for indeholdelsen efter skatteindberetningsloven § 9 og § 11, stk. 1, jf. § 59, stk. 1, nr. 3, og kildeskattelovens §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3 Ved indberetning af depotet, jf. stk. 2, 3. pkt., af aldersforsikring efter pensionsbeskatningslovens § 10 A, aldersopsparing efter pensionsbeskatningslovens § 12 A og supplerende engangssum efter pensionsbeskatningslovens § 29 A skal pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. foretage en bruttoficering af depotet, jf. dog 3. pkt. Den del af ordningen, som hidrører fra indbetalinger, der forfaldt efter den 31. december 1979, og afkast, der vedrører tiden efter denne dag, bruttoficeres ved at dividere depotværdien af denne del med 0,627, mens resten bruttoficeres ved at dividere med 0,767, jf. dog 3. pkt. Den del af ordningen, som hidrører fra en arbejdstagers egne indbetalinger før den 1. januar 1972, og afkastet heraf bruttoficeres ikke. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for LD-aldersopsparing efter § 2 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Stk. 4 Ved behandling af ansøgningen om delpension indhenter Udbetaling Danmark oplysninger fra told- og skatteforvaltningen om ansøgerens pensionsordninger og opgør den samlede værdi af ansøgerens pensionsordninger på tidspunktet før delpensionsalderen. Opgørelsen foretages på grundlag af oplysninger, jf. stk. 2, om de i stk. 1, 1. pkt., nævnte ordninger samt på grundlag af erklæring afgivet af ansøgeren om værdien af pensionsopsparingen, umiddelbart før personen når delpensionsalderen, af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte pensioner, pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, samt pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser ansøgeren en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra delpensionsalderen. For alle øvrige pensionsordninger oplyses depotet. Ansøgeren har endvidere pligt til over for Udbetaling Danmark at erklære, om oplysningerne, der er indberettet efter stk. 2, er fyldestgørende.
Stk. 5 For personer, der overgår til delpension tidligere end 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, nedsættes delpensionen for pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger. Nedsættelsen foretages med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 2, 2. pkt., og stk. 4, 3. pkt. For alle øvrige ordninger beregner Udbetaling Danmark en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 2, 3. pkt. Delpensionen nedsættes i hele delpensionsperioden med 60 pct. af det beregnede beløb, der overstiger et fradragsbeløb på 14.200 kr. årligt (2012-niveau), jf. dog stk. 9. Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i delpensionsperioden, jf. dog stk. 8.
Stk. 6 En person, der overgår til delpension tidligere end 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, og som efter delpensionsalderen indbetaler på en pensionsordning efter § 15 A i pensionsbeskatningsloven, skal løbende have opgjort værdien heraf ved enhver indbetaling til ordningen. Principperne i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse. Pensionsopgørelsen indgår i beregningen efter stk. 5. Udbetaling Danmark har pligt til at foretage nedsættelse af delpensionen efter stk. 5 i forbindelse med hver yderligere indbetaling på pensionsordningen. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for personer, der er omfattet af stk. 9.
Stk. 7 Ved indbetaling efter delpensionsalderen på en pensionsordning efter § 15 A i pensionsbeskatningsloven har pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 1, 1. pkt., pligt til at foretage indberetning ved hver indbetaling frem til folkepensionsalderen, jf. lov om social pension. Principperne i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Personer, der modtager delpension, har en tilsvarende pligt over for Udbetaling Danmark til at oplyse om indbetalinger på disse pensionsordninger.
Stk. 8 For alle, der overgår til delpension, medfører løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, nedsættelse af delpensionen fra det tidspunkt, hvor den kommer til udbetaling i delpensionsperioden. Nedsættelsen sker med 45 pct. af det udbetalte pensionsbeløb, jf. dog stk. 10.
Stk. 9 For personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 31. december 1958, foretages nedsættelsen for pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 5. For alle øvrige ordninger beregner Udbetaling Danmark en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 5. Delpensionen nedsættes i hele delpensionsperioden med 80 pct. af det beregnede beløb.
Stk. 10 For personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 31. december 1958, medfører løbende udbetaling af pension, inklusive tillæg, som er led i et ansættelsesforhold, uanset stk. 9 nedsættelse af delpensionen fra det tidspunkt, hvor den kommer til udbetaling. Nedsættelsen sker med 64 pct. af det udbetalte pensionsbeløb.
Stk. 11 Beregningen af delpension tager udgangspunkt i et årligt basisbeløb svarende til 82 pct. af sygedagpengenes højeste beløb, jf. § 4, stk. 1. Beløbet beregnet efter stk. 5, 6 og 8-10 fratrækkes i basisbeløbet for delpension, hvorved det individuelle basisbeløb for den enkelte ansøger fremkommer. Den årlige delpension udgør 1/37 af det individuelle basisbeløb for hver hele time, den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid nedsættes.
Stk. 12 Fradragsbeløbet efter stk. 5 reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 100.
Stk. 13 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af delpension på grund af pensionsopsparing.
Stk. 14 Erhvervs- og vækstministeren kan, jf. § 74 j, stk. 14, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., fastsætte nærmere regler om beregningsforudsætninger med hensyn til nedsættelse af delpension på grund af pensionsopsparing.