Kapitel 6 1 Fondens klimabogføring m.v.
Fonden skal beregne, opgøre og monitere klimaeffekten af de støttede projekter. Moniteringen af klimaeffekten skal verificeres ved en uafhængig tredjepart, som er bemyndiget hertil af fonden.
Stk. 2 Den uafhængige tredjepart, jf. stk. 1, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter, der ejes eller drives af støttemodtagere eller lodsejere, for at varetage hvervet med verifikation af klimaeffekten af de støttede projekter efter loven eller regler, som er fastsat i medfør af loven. På tilsvarende måde har den uafhængige tredjepart adgang til lodsejernes regnskaber, forretningsbøger m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for verifikationsopgaver forbundet med det støttede projekt.
Stk. 3 Støttemodtageren eller lodsejeren og de personer, der er beskæftiget med projektet, skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved verifikationens gennemførelse, og det i stk. 2 nævnte materiale skal udleveres efter begæring til den uafhængige tredjepart.
Stk. 4 Miljøministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om, at lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter skal gælde ved den uafhængige tredjeparts anvendelse af tvangsindgreb efter stk. 2.
Stk. 5 Fonden skal oprette og føre et register over de opnåede nettoreduktioner af drivhusgasudledningen forbundet med fondens projekter. Registeret er grundlaget for administration af fondens solgte CO2-enheder. Registeret offentligøres på fondens hjemmeside.
Stk. 6 Fonden skal registrere og monitere arten og omfanget af de realiserede synergieffekter. Fonden underretter løbende Miljøministeriet om de registrerede oplysninger i et af ministeriet fastlagt format.