Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver varetages med administrativ og teknisk bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder til opgaver i forbindelse med budget og regnskab. De nærmere vilkår fastsættes i en administrationsaftale mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 2 Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer bistanden på omkostningsdækket basis.
Stk. 3 I tilfælde af fejl under udførelsen af administrationen bærer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring det økonomiske ansvar. Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt til at begrænse det økonomiske tab og berigtige fejlen. Arbejdsmarkedets Tillægspension underretter hurtigst muligt bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om væsentlige fejl.
Stk. 4 Udgifter, jf. stk. 3, fordeles forholdsmæssigt mellem staten, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsselskaber, der tegner arbejdsskadeforsikring, og kommuner, regioner og andre arbejdsgivere, der ikke har tegnet forsikring, jf. § 48, stk. 1-5, og § 88 i lov om arbejdsskadesikring, ud fra deres andele af de samlede godtgørelser for men og erstatninger for erhvervsevnetab, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt efter lov om arbejdsskadesikring. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Finanstilsynet nærmere regler for den endelige fordeling af beløb vedrørende arbejdsulykker, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udreder i medfør af stk. 3, mellem forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikring, regioner og kommuner, der ikke har tegnet forsikring, jf. § 48, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, og institutioner, der er omfattet af statens adgang til selvforsikring, jf. § 48, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings andel, for så vidt angår Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgavevaretagelse på erhvervssygdomssikringsområdet, jf. § 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for den endelige fordeling af beløbet vedrørende erhvervssygdomme mellem branchegrupperne, jf. §§ 58 a og 58 b i lov om arbejdsskadesikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan forhøje bidraget, jf. § 55 i lov om arbejdsskadesikring, til dækning af udgifterne.