Til bistand for Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd oprettes et sekretariat, hvis opgave er at foretage de undersøgelser og udarbejde de redegørelser, formandskabet finder hensigtsmæssige, for at rådene og formandskabet kan løse deres opgaver.
Stk. 2 Den daglige ledelse af sekretariatet forestås af en direktør. Denne udnævnes af økonomi- og indenrigsministeren efter indstilling af formandskabet. Den pågældende må ikke være medlem af Folketinget og skal være uafhængig af erhvervsvirksomheder, af erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer samt af miljøorganisationer.
Stk. 3 Det påhviler direktøren at holde kontakt med andre danske institutioner, der driver økonomisk, herunder miljøøkonomisk forskning, med henblik på at undgå, at sekretariatet iværksætter undersøgelser, som foretages eller allerede er foretaget af andre.