Lov om efterskoler og frie fagskoler § 26

Denne konsoliderede version af lov om efterskoler og frie fagskoler er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 479 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1172 af 12. august 2022,
som ændret ved lov nr. 563 af 7. maj 2019, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 636 af 11. juni 2024

Tilskud til skoler godkendt med et samlet særligt undervisningstilbud
§ 26

Staten yder til skoler godkendt med et samlet særligt undervisningstilbud, jf. § 1, stk. 4, følgende tilskud pr. årselev:

  • 1) Grundtakst, hvor alle elever indgår i beregningen af årselevtallet, og enten

  • 2) tillægstakst 1, hvor elever omfattet af § 3, stk. 1, indgår i beregningen af årselevtallet, eller

  • 3) tillægstakst 2, hvor elever omfattet af § 3, stk. 1, med særligt omfattende støttebehov indgår i beregningen af årselevtallet.

Stk. 2 Tilskuddet efter stk. 1, nr. 1, beregnes ud fra antallet af årselever i det skoleår, der slutter i året før finansåret. Tilskuddet efter stk. 1, nr. 2, beregnes ud fra antallet af årselever i det skoleår, der slutter i året før finansåret, som opfylder betingelserne i stk. 3. Tilskuddet efter stk. 1, nr. 3, beregnes ud fra antallet af årselever i det skoleår, der slutter i året før finansåret, som opfylder betingelserne i stk. 3 og 6. Taksterne fastsættes på de årlige finanslove. For skoler, der ikke har et beregningsgrundlag, fastsætter børne- og undervisningsministeren beregningsgrundlaget individuelt.

Stk. 3 En elev indgår i skolens beregningsgrundlag for tilskud efter stk. 1, nr. 2, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) For elever på efterskoler samt for elever på frie fagskoler, der ikke er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, foreligger der på skolen en aktuel skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i elevens tidligere skolekommune, jf. § 3, stk. 2, om, at elevens støttebehov er mindst 9 ugentlige undervisningstimer. For elever på frie fagskoler, der er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, erstattes udtalelsen fra pædagogisk-psykologisk rådgivning af en tilsvarende udtalelse fra en faglig, sagkyndig person, der er uafhængig af skolen.

  • 2) Skolen har udarbejdet en skriftlig plan for indsatsen for den pågældende elev.

Stk. 4 Skolen skal for elever, der opfylder betingelserne i stk. 3, systematisk og løbende evaluere indsatsen over for eleven.

Stk. 5 Skolen redegør særskilt i ledelsesberetningen i årsrapporten for tilskuddenes anvendelse.

Stk. 6 En elev indgår i skolens beregningsgrundlag for tilskud, jf. stk. 1, nr. 3, når betingelserne i stk. 3 er opfyldt og der foreligger en aktuel skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning, jf. § 3, stk. 2, om, at elevens støttebehov er særligt omfattende. For elever på frie fagskoler, der er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, erstattes udtalelsen fra pædagogisk-psykologisk rådgivning af en tilsvarende udtalelse fra en faglig, sagkyndig person, der er uafhængig af skolen.

Stk. 7 Skoler godkendt med et samlet særligt undervisningstilbud, jf. § 1, stk. 4, kan alene modtage tilskud til kurser omfattet af den enkelte skoles godkendelse efter § 1, stk. 4, og kan ikke modtage tilskud efter bestemmelserne i § 24 a og § 25, stk. 1.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskud efter stk. 1.