Staten kan yde tilskud til kurser til efteruddannelse af forstandere, viceforstandere og lærere. Staten kan yde tilskud til skolens merudgifter til løn under tjenestefrihed og vikardækning i forbindelse med efteruddannelse af forstander, viceforstander og lærere. Staten kan for forstandere, viceforstandere og lærere yde tilskud til vikardækning ved deltagelse i organisationsarbejde samt tilskud til seniorordninger og fratrædelsesordninger og til efterindtægt ved dødsfald.
Stk. 2 Staten kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område, jf. § 51.
Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan bemyndige skoleforeninger, der virker inden for lovens område, til at fordele og administrere tilskuddene.
Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud efter stk. 1 og 2, om regnskabsaflæggelse og revision m.v. samt om administrationen af ordningen, herunder om fastsættelse af ansøgningsfrist og om udbetaling af forskud og opsparing af ikke forbrugte beløb til brug i følgende finansår.
Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan beslutte, at lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven skal gælde for skoleforeningernes administration af tilskud, jf. stk. 3.