Teleloven Afsnit V

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 3. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, lov nr. 1833 af 8. december 2020 og lov nr. 1555 af 12. december 2023

Kapitel 19 1 Samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter
§ 58

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet skal give andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. Regler, der fastsættes om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, skal være objektive, transparente, ikkediskriminerende, forholdsmæssige og berettigede under hensyn til formålet i § 1 og hensynene i stk. 2.

Stk. 2 Samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter pålagt efter regler fastsat i henhold til stk. 1 skal være berettiget ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn og skal ske med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet. Samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter kan kun pålægges efter afholdelse af en offentlig høring.

Stk. 3 Regler fastsat i henhold til stk. 1 kan vedrøre:

  • 1) Samhusning og fælles udnyttelse af eksisterende netelementer og tilhørende faciliteter.

  • 2) Krav til dimensioneringen og placeringen af nye netelementer og tilhørende faciliteter i forbindelse med tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring heraf med henblik på senere samhusning eller fælles udnyttelse.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne forbundet med samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i henhold til stk. 1 og om fastsættelse af vilkår ved samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i henhold til stk. 1. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om den offentlige høring og varigheden heraf, jf. stk. 2, indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i forbindelse med regler fastsat i medfør af stk. 1.

Kapitel 20 1 (Ophævet)
§ 59

(Ophævet)

Kapitel 21 1 Oplysningspligt
§ 60

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om oplysningspligt for ejere eller indehavere af råderetten til netelementer og tilhørende faciliteter omfattet af § 58 vedrørende oplysninger om arten, tilgængeligheden og den geografiske placering af netelementer og tilhørende faciliteter.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang oplysninger indhentet i henhold til stk. 1 skal gøres tilgængelige for offentligheden.

Kapitel 21 a Offentlige myndigheders udlejning af arealer m.v.
§ 60a

En offentlig myndighed kan indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet.

Stk. 2 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fører tilsyn med, at offentlige myndigheders aftaler, jf. stk. 1, er indgået på markedsvilkår, og at offentlige myndigheder overholder regler fastsat i medfør af stk. 6. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan som led i tilsynet træffe afgørelser, herunder fastsætte vilkår om pris m.v.

Stk. 3 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan af en part i en tilsynssag i medfør af stk. 2 opkræve et beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet.

Stk. 4 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan af offentlige myndigheder kræve alle oplysninger og alt materiale, som Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur skønner relevant i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 2.

Stk. 5 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan fastsætte regler om tilsynet, jf. stk. 2, herunder hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager som led i tilsynet, om opkrævning af beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 3, og om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for tilsynet.

Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler i henhold til stk. 1, regler, der er nødvendige for implementeringen og anvendelsen af metoderne, regler om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale, der skønnes relevant for udviklingen, implementeringen og anvendelsen af metoderne, m.v.

Kapitel 21 b Offentlige myndigheders mulighed for at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden
§ 60b

Offentlige myndigheder kan som et supplement til en tjeneste, som myndigheden udbyder, gennem et radiobaseret lokalnet stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på myndighedens lokaliteter og i offentlige områder tæt på myndighedens lokaliteter.

Stk. 2 Offentlige myndigheder kan lade deres radiobaserede lokalnet, jf. stk. 1, indgå i et fælles net bestående af forskellige slutbrugeres radiobaserede lokalnet med henblik på herigennem at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for hinanden eller for offentligheden.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i særlige tilfælde fastsætte regler om begrænsninger i den trådløse adgang til internettet efter stk. 1.

§ 60c

Kommunalbestyrelser kan uden for de tilfælde, der er nævnt i § 60 b, stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på udendørs steder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 2 Offentlige myndigheder kan uden for de tilfælde, der er nævnt af § 60 b, stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på den offentlige myndigheds lokaliteter eller på udendørs offentligt tilgængelige steder, hvor

  • 1) den offentlige myndighed har opnået hel eller delvis støtte til etableringen af adgangen til internettet fra Europa-Kommissionen, jf. dog stk. 3 og 4, eller

  • 2) den offentlige myndighed har søgt om støtte til etableringen af adgangen til internettet fra Europa-Kommissionen og har opfyldt kriterierne herfor, men ikke opnået støtte, jf. dog stk. 3, 4 og 6.

Stk. 3 Der må ikke med den trådløse adgang til internettet efter stk. 1 og 2 skabes et sammenhængende net i et større område.

Stk. 4 Den offentlige myndighed skal købe etablering og drift af den trådløse adgang til internettet, jf. stk. 1 og 2, af en privat udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Stk. 5 Adgang til internettet efter stk. 1 må maksimalt gives i 1 time pr. døgn pr. stykke udstyr.

Stk. 6 Den offentlige myndighed skal for at kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed efter stk. 2, nr. 2, give klima-, energi- og forsyningsministeren meddelelse herom, inden for 45 dage efter at det er konstateret, at myndigheden ikke har opnået hel eller delvis støtte fra Europa-Kommissionen.

Stk. 7 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om begrænsninger i den trådløse adgang til internettet efter stk. 2, herunder tidsmæssige begrænsninger eller begrænsninger i datamængde.

Kapitel 21 c Kommunal støtte til etablering af elektroniske kommunikationsnet m.v.
§ 60d

Kommunalbestyrelser kan give støtte til etablering af elektroniske kommunikationsnet i medfør af Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 med senere ændringer og støtte i medfør af Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte med senere ændringer.

Stk. 2 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsers støtte som nævnt i stk. 1, herunder regler om gennemførelse og administration af støtteprojekter, de støtteberettigede foranstaltninger og aktiviteter og vilkår og betingelser for støtte og tilbagebetaling af støtte samt åben engrosadgang.

Stk. 3 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fører tilsyn med kommunalbestyrelsers støtte som nævnt i stk. 1 og overholdelse af regler fastsat i medfør af stk. 2. Styrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn træffe afgørelser over for kommunalbestyrelser eller støttemodtagere.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om tilsynet efter stk. 3, herunder om, hvordan tilsynet gennemføres, hvem der er klageberettiget, og hvilke typer afgørelser Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan træffe, herunder om tilbagebetaling af støtte, og om inddragelse af andre myndigheder ved afgørelser om åben engrosadgang.

§ 60e

Kommunalbestyrelser kan alene på markedsvilkår stille passiv infrastruktur til brug for elektroniske kommunikationsnet til rådighed for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, når

  • 1) infrastrukturen er bredt tilgængelig for alle udbydere og

  • 2) det ikke virker konkurrenceforvridende i forhold til andre udbydere af tilsvarende passiv infrastruktur.