Teleloven § 10

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 3. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, lov nr. 1833 af 8. december 2020 og lov nr. 1555 af 12. december 2023

§ 10

Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere skal uden udgift for staten sikre,

  • 1) at det tekniske udstyr og de tekniske systemer, som udbyderen anvender, er indrettet således, at politiet kan få adgang til oplysninger om teletrafik og til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af historisk teleoplysning og historisk udvidet teleoplysning, fremadrettet teleoplysning og fremadrettet udvidet teleoplysning, aflytning og teleobservation, jf. retsplejelovens kapitel 71 og 74, herunder, for så vidt angår fremadrettet teleoplysning og udvidet teleoplysning, at politiet kan få adgang, umiddelbart efter at disse oplysninger registreres,

  • 2) at det tekniske udstyr og de tekniske systemer, som udbyderen anvender, er indrettet således, at det efter anmodning fra politiet er muligt at foretage aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til en anden kontraherende stat efter artikel 18, stk. 5, litra a, sammenholdt med stk. 2, litra a og c, i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater,

  • 3) at de gatewaystationer, udbyderen anvender, er indrettet således, at udbydere af elektroniske kommunikationstjenester i andre kontraherende stater, der benytter gatewaystationerne, har direkte adgang til disse, så det gennem sådanne udbydere er muligt at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gatewaystationerne vedrørende personer, der befinder sig i den pågældende kontraherende stat, jf. artikel 19 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, og

  • 4) at udbyderen har direkte adgang til gatewaystationer, der befinder sig i andre kontrahernede stater, og som udbyderen benytter, således at politiet gennem udbyderen har mulighed for at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gatewaystationen vedrørende personer, der befinder sig her i landet, jf. retsplejelovens kapitel 71 og konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om de tekniske krav til udstyr, systemer og gatewaystationer som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Det påhviler udbyderen at bistå politiet ved gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden i de i stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde.

Stk. 4 Det påhviler udbyderen at sikre, at politiets anmodninger om fremskaffelse af oplysninger om teletrafik samt historisk teleoplysning og historisk udvidet teleoplysning behandles straks og på en sådan måde, at hensigten med indgrebet ikke forspildes.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler, hvorefter de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte krav til indretning af udstyr og systemer kan fraviges i særlige tilfælde, hvor tekniske eller praktiske hensyn nødvendiggør dette.