En udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan afgive tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af et nyt net, som består af optiske fiberelementer, der dækker strækningen op til slutbrugerens ejendom eller basisstation.
Stk. 2 Ved vurdering af saminvesteringstilsagn efter stk. 1 skal Erhvervsstyrelsen afgøre, om udbyderens saminvesteringstilbud overholder følgende betingelser:
-
1) Saminvesteringstilbuddet er åbent for enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester på et hvilket som helst tidspunkt i nettets levetid.
-
2) Saminvesteringstilbuddet giver medinvestorer mulighed for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på lang sigt på underliggende markeder, hvor udbyderen er aktiv, på vilkår, som er fair, rimelige og ikkediskriminerende, og som giver adgang til nettets fulde kapacitet.
-
3) Saminvesteringstilbuddet er offentliggjort rettidigt af udbyderen, hvilket bortset fra rene engrosselskaber, jf. § 47 b, vil sige mindst 6 måneder før begyndelsen af udrulningen af det nye net, medmindre Erhvervsstyrelsen vurderer, at nationale omstændigheder kan begrunde, at perioden forlænges.
-
4) Andre udbydere, som ikke deltager i saminvesteringen, skal fra begyndelsen kunne drage fordel af netadgang med samme kvalitet, hastighed, betingelser og muligheder for at nå ud til slutbrugere som før udrulningen. Saminvesteringstilbuddet skal sikre, at netadgangen tilpasses over tid i lyset af udviklingen på de tilknyttede detailmarkeder, så incitamenterne til at deltage i saminvesteringen opretholdes. Saminvesteringstilbuddet skal give Erhvervsstyrelsen mulighed for indsigt i og tilsyn med efterfølgende tilpasninger af netadgangen.
-
5) Saminvesteringstilbuddet er fremsat i god tro og opfylder som minimum de kriterier, der er angivet i bilag 1.
Stk. 3 Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at det i medfør af stk. 1 afgivne saminvesteringstilsagn opfylder betingelserne i stk. 2, og konstaterer Erhvervsstyrelsen, at mindst én potentiel medinvestor har indgået en saminvesteringsaftale med udbyderen, skal styrelsen gøre saminvesteringstilsagnet bindende for en periode på mindst 7 år. I denne periode må Erhvervsstyrelsen ikke pålægge yderligere forpligtelser efter § 41 på den relevante del af nettet.
Stk. 4 Uanset stk. 3 kan Erhvervsstyrelsen i tilstrækkeligt begrundede tilfælde pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser efter §§ 41 a-46 for at afhjælpe væsentlige konkurrenceproblemer på bestemte markeder, som på grund af de særlige karakteristika ved disse markeder ellers ikke ville blive afhjulpet.