Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan gennemføre markedsundersøgelser efter proceduren i kapitel 13 og kan efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og kulturministeren træffe afgørelse om at videreføre, ændre eller ophæve betingelser og vilkår i henhold til regler fastsat i medfør af § 49 over for udbydere, der ifølge markedsundersøgelsen ikke har en stærk markedsposition på det pågældende marked.
Stk. 2 En afgørelse i henhold til stk. 1 om at ændre eller ophæve betingelser og vilkår kan træffes, hvis dette ikke vil have negative følger for:
-
1) Slutbrugernes adgang til radio- og tv-transmissioner, -kanaler og -tjenester som fastsat i medfør af § 6 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
-
2) Mulighederne for reel konkurrence på detailmarkederne for digitale tv- og radiospredningstjenester, adgangsstyringssystemer og andre tilhørende faciliteter.