Ejere af kraft- og kraft-varme-værker, som ikke er omfattet af § 67, eller som opføres på centrale kraftværkspladser, jf. § 10, stk. 6, betaler alle omkostningerne, der er forbundet med at tilslutte anlægget til nærmeste transmissionsnet over 100 kV. Ejeren kan dog aftale med net- eller transmissionsvirksomheden i området, at anlægget tilsluttes på lavere spændingsniveau, hvis ejeren betaler alle omkostninger ved at tilslutte anlægget til det eksisterende kollektive elforsyningsnet og til at transportere elektriciteten til nærmeste transmissionsnet over 100 kV. På Bornholm betaler ejeren udgifterne til tilslutning til nærmeste 60 kV-net og til en eventuel forstærkning og udbygning af 60 kV-nettet, som er nødvendiggjort af tilslutningen.
Stk. 2 Omkostninger til nødvendig forstærkning og udbygning af transmissionsnet over 100 kV afholdes af transmissionsvirksomheden.