En elhandelsvirksomhed, som tilbyder levering af elektricitet til husholdningsforbrugere, skal på anmodning om levering og mod betaling levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter.
Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om leveringspligten efter stk. 1, herunder regler om elhandelsvirksomheders krav om sikkerhedsstillelse fra husholdningsforbrugere, regler om ophævelse af aftaler om levering, regler om husholdningsforbrugeres ret til at kræve levering fra elhandelvirksomheder, der har hævet leveringsaftalen, og regler om forsyningsafbrydelse ved manglende sikkerhedsstillelse. Ministeren fastsætter i den forbindelse regler om bl.a. sikkerhedens størrelse, forrentning og tilbagebetaling og om betingelser, vilkår, frister og afholdelse af omkostninger, der er forbundet med en forsyningsafbrydelse. Ministeren fastsætter desuden regler om prisforskelle på produkter, der er omfattet af geografisk differentierede tariffer efter § 73, stk. 1.
Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om undtagelser fra leveringspligten, herunder for levering af elektricitet til deltagere og kapitalejere i borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber og for levering af elektricitet i forbindelse med aggregering.
Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om elhandelsvirksomhedernes pligt til at udbyde dynamiske elpriskontrakter.
Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at Forsyningstilsynet fører tilsyn med elhandelsvirksomheders overholdelse af leveringspligten efter stk. 1 og regler udstedt i medfør af stk. 2 og 3.
Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at en elhandelsvirksomheds afvisning af at påtage sig leveringspligt over for en husholdningsforbruger kan indbringes for det private ankenævn på energiområdet.